Aastrups Katekismusviser
I sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 2002-3 indleder Chr. Andersen med en række citater fra Aastrup, der viser, hvor stor en betydning han tillægger salmerne i gudstjenesten. Salmer er for Aastrup ”brugskunst og ikke pyntekunst”. Aastrup begyndte som lyriker, og Andersen giver den vurdering af salmedigteren, at uden hans salmer, ville ”kirkens lovsangskor mangle en klar stemme.” Men så kritiserer han Aastrups salmer for ikke at have den samme varme og glød som hans tidlige digte. Herpå følger et par eksempler på hans digte, og så hedder det: ”Aastrups ungdomsdigte ejer den varme og glød, som han i sine salmer bevidst holdt ude. Katekismusviser fra 1967 viser en Aastrup, der igen er varm og sprudlende.” Herefter følger nogle eksempler på katekismussalmer. En del sangbøger har optaget af salmerne, men der er ikke kommet nogen med i den nye salmebog, hvilket Andersen finder er udtryk for, at børn desværre ikke regnes rigtigt med til menigheden. Artiklen slutter med denne vurdering: ”På lette ben og gode versefødder, båret frem af letsyngelige melodier, er Aastrups viser kvikt vandret gennem bibelske historier. Er Katekismusviser kunst? Jeg ved det ikke, men de har kvalitet, er barnlige uden at være barnagtige, ubekymrede, frie for teologisk snærende bånd og alligevel tro mod de bibelske kilder - også når de overføres på dansk jord. ”
Læs artiklen (2002-2-237)