Børnesalmer under lup

En række artikler fra 1977

'Hymnologiske Meddelelser' 1977, nr. 4 havde som tema 'Børnesalmer'. Fra det nummer sætter fire forfattere ord på, hvad en børnesalme, anno 1977 kan og bør være. Forfatterne er Lars Åke Lundberg, Per Warming, Britt G. Hallqvist og Jens Lyster og Kirsten Nielsen har herunder forfattet et abstract til hver af de fire artikler. Ad Lars Åke Lundberg Artiklen i Hymnologiske Meddelelser 1977-4 er et ”Sammandrag av föredrag på Løgumkloster den II. november 1977”. Lundberg inddrager såvel tekst, som musik og fremførelse, når han skal bedømme en sang. Lundberg er blevet bedt om at reagere på en artikel i Organist-Bladet "Kirkens sprog - og hverdagens" af Karen Horsens. Lundberg drøfter artiklens menneskesyn (det materialistiske menneske), som overser den længsel, som også findes i dag. Kirken har også ofte overset den folkelige måde at udtrykke glæde på, hvilket er med til at få mange til at vende kirken ryggen. Når det gælder børn, skal man derfor lytte til dem og lægge mærke til deres nysgerrighed og glæde ved at opleve noget. Lundberg understreger derfor, at kirken skal gå ind i den virkelighed, som er almindelige menneskers. ”Man kan säga att en teologi som inte bryr sig om människors aktuella frågor slutar i recitation eller i antropologisk metafysik.” Og det får konsekvenser for det gudsbillede, kirken formidler. Afslutningsvis peger Lundberg på behovet for at give ikke mindst fattige mennesker et sprog, for som han siger med et citat fra Stefi Pedersen: "Utan språk förlorar människan sin själ och blir ett ting". Ad Per Warming I sit bidrag i Hymnologiske Meddelelser 1977-4 indleder Per Warming med at slå fast, at en god sang for børn også er en god sang for voksne, nemlig for ”barnet i den voksne”. Herefter følger et afsnit om ”Børnesalmer og teologi”, hvor hans udgangspunkt er, at der må ”stilles skærpede teologiske krav til børnesalmen, og kravene bliver ikke mindre skarpe af, at det abstrakte, den tankemæssige og dogmatiske udredning må vige for det billedmæssige og fortællende.” Det følgende afsnit handler om ”Børnesalmer og gudstjeneste”, hvor det siges direkte: ”Særlige gudstjenester for børn er en misforståelse.” Warming peger undervejs i sin kritik af nutidige forsøg på at lave særliget børnevenlige gudstjenester på et grundlæggende problem: ”Man kommer ikke uden om at stille spørgsmålstegn ved det protestantiske kirkesyn og dets tekstbundethed. Der ligger sprængstof og mulighed for virkelig gudstjenestefornyelse i den grundtvigske opdagelse, at sand gudstjeneste har vi ved dåb og nadver og kun dér.” I afsnittet ”Musik og hjem” følger han Laub, der siger, at ”musikken skal tjene ordene, ikke omvendt”. Artiklen slutter med et kort afsnit om ”Kirke og folkelighed” og med en understregning af behovet for yderligere undersøgelser af børnesalmen. Ad Britt G. Hallqvist Salmedigteren Britt Hallqvist redegør i sit bidrag i Hymnologiske Meddelelser 1977-4 for sine krav til dels indholdet dels formen af en børnesalme. Hallqvist peger på, at ældre børnesalmer ”ofta har ett inslag av sentimentalitet”, som bør undgås. Moderne børnesalmer kan omvendt ofte være for kække og dække over livets vanskeligheder. Der er derfor brug for salmer, der viser, at ”Gud är ett trots allt mitt i svårigheterna.” Og som eksempel gengiver hun sin egn klagesalme ”Får man klaga for Gud när man känner sej trist”. Hun vil gerne undgå det tørt moraliserende, hvor moral er løst fra sammenhængen med det poetiske. Hun undgår ordet synd; men finder andre måder at tale om synd på. Konkretion er vigtig i en børnesalme, f.eks. når det handler om skabelsen. Hallqvist understreger faren for at komme for langt væk fra Bibelen og peger på vigtigheden af, hvilke gudsbilleder, man bruger. Om formen skriver Hallqvist: ”Vad beträffar formen, själva språket, har jag en huvudprincip: att ordföljden ska vara rak och naturlig.” Ordene skal gerne være konkrete, men det højtidelige må ikke forsvinde. Rim og rytme er vigtige dele af en barnesalme. Hallqvist afviser et forslag om at lade børn selv skrive salmer, men minder om, at ”Barnteckningar kan man lära sig mycket av.” Ad Jens Lyster Jens Lyster indleder sit bidrag i Hymnologiske Meddelelser 1977-4, med at sige, at han langt hen ad vejen er enig med Britt Hallqvist. Derpå inddrager han Mark 10 om Jesus og børnene og understreger, at det var nogle indenfor ”menigheden”, der ville hindre børnene i at komme til Jesus. Dette paralleliserer han med, hvad han kalder ”højmessefundamentalisme”. Lyster vender sig også kritisk mod dem, der hævder, at ”barnet har krav på en særlig forkyndelse, som er tilpasset barnets stade.” Det gælder f.eks. kravet om forståelighed. Børnesalmen skal forkynde gudsriget ”som det, der er blevet nutid og virkelighed i personen Kristus. Sådan tager børn imod Guds rige. Og hvis de voksne ikke tager ligesådan imod Guds rige, kommer de slet ikke ind i det.” Lyster vil derfor ikke skelne mellem børne- og voksensalmer og anser ønsket om at have særlige børnesalmer som udtryk for voksnes hovmod. Lyster inddrager herefter Luthers tale om Guds ord i barnemund som det afgørende våben mod fjenden, for netop børn tør tro det umulige. Det er Kristus, der skal forkyndes for børnene, uden reduktion. Lyster slutter derfor med at pege på, at vi kan lære af reformatorerne, for de ”forstod, at det uafkortede Guds rige, i dets kamp mod død og djævel og anfægtelse tilhørte børnene og i det hele taget alle dem, som Jesus priser salige: de fattige i ånden, dem der hungrer og tørster efter retfærdighed.”