Brorsons salmers virkningshistorie

- i danske autoriserede salmebøger 1740-2002

Mads Djernes · 2015 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Brorsons salmers virkningshistorie

Mads Djernes anfører i indledningen til sin artikel ”Brorsons salmers virkningshistorie i danske autoriserede salmebøger 1740-2002” i Hymnologiske Meddelelser 2015-1-2, at han efter en kort karakteristik af salmebøgerne vil redegøre for, ”hvor mange af Brorsons salmer, der har fundet plads i den enkelte salmebog og berøre, hvad der karakteriserer dens behandling af hans salmer. For at give et indtryk af en enkelt salmes udvikling vil jeg følge Op, al den ting og dens skæbne gennem salmebøgerne. Endelig vil jeg tillade mig en nødvendig ekskurs, hvor jeg vil belyse, hvorledes hans salmer levede i det 19. århundredes vækkelsesmiljøer uden for de autoriserede salmebøger. Herpå følger et afsnit om ”Brorson som salmedigter”. Herefter følger afsnittene om følgende salmebøger og om de ændringer, der er foretaget i salmen: ”Den Nye Psalme-Bog (1740), ”Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer (1778)”, ”Evangelisk-kristelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt (1798)”, ”Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt (1855)”, ”Psalme-Bog for Kirke og Hjem (1899)”, ”Den danske Salmebog (1953)”, ”Den danske Salmebog (2002)”. Undervejs behandler Djernes desuden disse emner: ”Brorsonsangen i 1800-tallets vækkelsesmiljø”, ”De stærke jyder”, ”Indre Mission” og ”Folkemelodierne”. Undersøgelsen viser, at Brorsons salmer ”har haft en fremtrædende virkningshistorie i de danske, autoriserede salmebøger. 14 af hans salmer har været repræsenterede i samtlige salmebøger og til trods for en skiftende indstilling til pietismens teologi og poetiske udtryksmåde, har hans salmer gennem det sidste århundrede haft en høj repræsentation i de officielle salmebøger. M.h.t. ”Op, al den ting” gør Djernes opmærksom på følgende: ”Som en af de i dag allermest populære af hans salmer - og som kun i ringe grad er præget af en pietistisk teologi - har den sandsynligvis gennem salmebogshistorien nydt så stor popularitet, at man ikke har fundet grund til at ændre i den. Den har ved sin almenmenneskelige sansningserfaring og sit skabelsesteologiske fokus været respekteret i adskillige kirkehistoriske perioder og kirkelige miljøer.” Artiklen er forsynet med litteraturliste.

Læs artiklen (2015-1-49)