De folkelige salmemelodier fra Vartov

Maja Vendelbo peger i sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1984,3 indledningsvis på, at ”Evangelisk-christelig Psalmebog og dens nye melodiapparat havde bevirket, at salmesangen i kirkerne efterhånden var ophørt.” For Grundtvig, der definerede ”folkelighed som evnen til at tale sit folks sprog”, var det tilsvarende afgørende, at få menigheden til at synge salmemelodier, ”som den enkelte i menigheden følte sig beslægtet med”. I forordet til sin salmesamling fra 1853 afviser Berggren brugen af ”verdslige, populære melodier” og fastholder, at melodierne skal være ”kirkelige”. I forlængelse heraf opstod ”en langvarig og bitter kirkesangsstrid”, der inddrog salmesangen i Vartov menighed. Det er på den baggrund Vendelbo undersøger, hvilke melodier der blev brugt her. Hun konkluderer, at ”man i Vartov Kirke indførte utraditionelle melodier i bestræbelserne på at kunne synge Grundtvigs salmer. For menigheden i Vartov var det nærliggende at indføre folkemelodierne i kirken, idet man i 184o'erne netop dyrkede folkevisen som ’folkets’ oprindelige kultur. Ved siden af folkemelodierne har man anvendt nye melodier, der var komponerede dels af musikamatører dels af mere professionelle komponister.” Artiklen slutter med et afsnit om ”Rung som redaktør af melodierne fra Vartov”.