Den dybe sammenhæng

Om Grundtvigs salme 'Hil dig, Frelser og forsoner', salmens forlæg og G's forhold til den middelalderlige hymnedigtning

Hymnologiske Meddelelser · 1983 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Den dybe sammenhæng

I sin artikel om Grundtvigs store salme ”Hil dig, Frelser og forsoner” i Hymnologiske Meddelelser 1983,4 indleder Jørgen Pedersen med at redegøre for Grundtvigs bidrag til, at danske salmesang viderefører kirkens tradition. Således er mange af Grundtvigs salmer gendigtninger af andre nationers salmer, nyere såvel som ældre. Som eksempel har Jørgen Pedersen valgt gendigtningen af en salme fra den cisterciensiske tradition , ”Salve, mundi salutare”, hvis ”tema er passionen og den gensidige kærlighed mellem frelseren og det enkelte menneske, der her i den maksimale hengivelse i dens skærende kontraster forløsende, fornyende og forenende har sit brændpunkt.” Et af de mange temaer, Pedersen uddyber i sin derpå følgende sammenligning er det grundtvigske nøgleord ”den dybe sammenhæng” og forestillingen om Kristus visdommen. Pedersen slutter sin artikel med at pege på ”den samhørighed mellem den guddommelige (trinitariske og universelle) kærlighed og inderligheden, der i den augustinsk-mystiske tradition altid har været uadskillelig fra dens visdomsvision, og som heller ikke den dybe sammenhæng kan adskilles fra. Som så ofte er det hos Grundtvig her en "universalsalme", hvor fællesskabet taler, vi står overfor, men den indre berøring og også den sluttelige enhed med passionshymnen for den enkelte skulde være klar. Begge aspekter tilhører den dybe sammenhæng.” Artiklen er forsynet med et fyldigt resumé på engelsk.

Læs artiklen (1983-4-194mindre)