Det hymniske

et indlæg

I sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1991-1 peger Jørgen I. Jensen indledningsvis på, at der en tendens i samtiden til at forsøge at gå over grænserne mellem f.eks. sprog og musik. Forholdet mellem sprog og musik fører Jensen tilbage til de ældste kulturer, hvorfra det har ”levet som en understrøm op igennem den europæiske historie.” Et eksempel er myten om Orfeus. Jensen understreger, at det herefter” igennem mere end to tusind år [blev] en central tankegang i den europæiske historie, at musikken, tonernes ordnede forhold og samstemte harmonier, var kosmisk i sin karakter.” Det er denne tradition, der ligger bag, når også moderne digtere ”taler om en ikke-hørbar musik for at give en fornemmelse af en særlig stemning eller stemthed i det, der ligger i ordene”. Jensen redegør for traditionens betydning i kristendommen med inddragelse af bl.a. Keplers syn på kosmos, Thøger Larsens digt "Sfærernes musik"samt de bibelske visioner i Åbenbaringsbogen. Artiklen slutter med et afsnit om hymnen og tanken om, at i ”den jordiske lovsang forenes stemmerne fra jorden med englenes uophørlige sang i himlen”. ”I mange århundreder kunne tanken om sfærernes harmoni og forestillingen om englesangen eksistere side om side ... Men i løbet af de sidste 200-300 år blev forestillingerne igen spaltet. Sfærernes musik blev et mere eller mindre symbolsk udtryk for hvad digtere og komponister kunne erfare eller blive inspireret af i deres skabelsesproces, mens menighedssangen kunne blive forvandlet til den enkelte konfessions, folkets, samfundsgruppens eller partiets sang.” Jensen runder af med at vise, hvordan Kingo bruger traditionen på sin måde, når han i en salme om Jesu sang, som er mere end englesang, skaber dette rim: ”Himlens hele Harmoni / Sættes nu i melodi.”