Domprovst Aastrup. Århundredets salmedigter

Christian Andersen indleder sin artikel ”Domprovst Aastrup Århundredets salmedigter” i Hymnologiske Meddelelser 2000-2 med at nævne naboskabet med Kaj Munk og dets betydning for Aastrup. Derefter citerer han Aastrup for følgende forklaring på, at han først ret sent begyndte at skrive salmer: ”Jeg var 35 år, da jeg skrev den første salme. Når jeg ikke begyndte før, skyldes det måske, at det er lettest at skrive et lyrisk digt, dernæst romanen. Noget vanskeligere er dramaet og novellen. Allersværest er at skrive salmer.” Aastrup kun fik 5 salmer med i Den danske Salmebog 1953, og den blev da også kritiseret for at have for få Aastrup salmer med. Hertil giver Andersen bl.a. denne kommentar: ”Men det må også siges, at mange af Aastrups bedste salmer er skrevet senere.” Som eksempel på en salme, Andersen betragter en perle blandt Aastrups salmer, gengiver han bysalmen: ”En grålig lysning”. Og artiklen slutter med dette citat fra Aastrup: "En salme er først og fremmest et svar på budskabet på nådens ord, ved dåb og nadver, tak og lovsang". Hertil føjer Andersen om Aastrup: ”Han har i salmebogen savnet et afsnit om anfægtelse, det ikke at kunne fortrøste sig til, at Guds nåde blev tilsagt en uden forbehold. Aastrup var ellers ikke ven af pietister, men han nævner Brorson, som kendte sjælens smerte, men som også forstod at finde trøst for sit anfægtede sind, så han kunne trøste andre.”