En ny salmebog?

Hymnologiske Meddelelser · 2001 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
En ny salmebog?

Marie Bjerrums artikel i Hymnologiske Meddelelser 2001-2 ” En ny salmebog?” består af en kritisk gennemgang af ”Forslag til ny Salmebog” fra marts 2000. Bjerrum nævner indledningsvis, at hun har læst korrektur på Statusrapporten, og omtaler sig selv som interesseret i salmearbejdet og ”som en med en vis viden både sprogligt og litterært.” Herefter følger en række afsnit med kritiske bemærkninger og påpegning af fejl i forslaget. Det sker under følgende overskrifter: ”DDS 1953 og 1988 ”, ”Salmeinddelingen”, ”Kommissoriet” (omtalt som ”det umulige kommissorium”), ”Forfattere og forfatterregister ”, ”Salmeregistret”, ”Tegnsætningen”, ”Notetegn og noter”, ”Retskrivning og bøjningsformer af verberne”, ”Salmebogens indhold”, ”Bemærkninger til enkelte salmer” (med henvisning til ”en næsten 20 sider lang redegørelse for fejl i og bemærkninger til de enkelte salmer”, som hun allerede har tilsendt kommissionen, og hvorfra de følgende mange eksempler er hentet) og ”Eventuelle nyere salmer”. Bjerrum slutter med denne vurdering: ”Der vil være utroligt mange ting, der skal bringes i orden, hvis der skal komme en god salmebog ud af det forslag, og min egen mening er egentlig efter det kæmpearbejde, det har været at lave min undersøgelse af det, at jeg ønsker at bevare Den danske Salmebog uændret, og så kan man lave et kvalitetstillæg med nye salmer i stedet for det grå tillæg.”

Læs artiklen (2001-2-153)