En salme med bibel
I sin artikel ”En salme med bibel” fortæller salmedigteren Benedicte Hammer Præstholm om brugen af bibelske henvisninger i egne salmer. Mange års arbejde som præst har været med til at skabe en fortrolighed med Bibel og gudstjeneste, som har gjort væsentlige ord og udtryk til en del af hendes eget sprog og derfor også af hendes salmer. Artiklen indeholder overvejelser over, hvorvidt læseren altid er nødt til at kende de bibelsteder og den kontekst, hun henviser til. Det har været vigtigt for hende, at også den ikke så bibelkyndige kan synge hendes salmer og føle sig ”sunget ind i en sammenhæng, hvor der tales om det liv, vi lever, med ord, der er store og stærke nok”. Nye salmer skal bringe ”bibelen i spil i vores nutidige sammenhæng” og derfor være skrevet i et nutidigt dansk, men med plads til de store bibelske ord. Gennem en række eksempler fra egne salmer i Kirkesangbogen viser Benedicte Hammer Præstholm, hvordan Bibelen kan give sprog til nutidige erfaringer af ”livets skrøbelighed, erfaringer af dyb taknemmelighed, af meningsfuldhed, af naturens storhed, af svigt og sorg, af ensomhed”.
Læs artiklen (benedictelauge) Læs artiklen (Fra-Luthersalmer-til-nye-salmer-1)