Et barn er født i Betlehem
og den firfoldige tekstforståelse
Vibeke Bertelsen indleder sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1985,3-4 med denne tese: ”Den styrende påstand i gennemgangen af Et barn er født i Bethlehem er, at salmen er stramt komponeret omkring tre tider: fortid, nutid og fremtid, som i deres indbyrdes forhold ikke kan adskilles fra hinanden, og som samtidig hver for sig har selvstændig status.” Gennem en fyldig analyse af salmen, når hun frem til, at Jerusalem i strofe 1 har fire betydninger': ”1. den konkret historiske by med det jødiske tempel, 2. den kristne urmenighed og dermed kirken som sådan, 3. den kristne menighed i dag og 4. den himmelske gudsby.” Det samme gælder omkvædets Halleluja: ”Konkret historisk er det 1. lovprisningen ved skabelsen og jødernes kultråb, som gentages og fornys i 2. englesangen ved fødslen, 3. menighedssangen i dag og 4. det altomfattende, evige halleluja.” Artiklen slutter med afsnittet ”Den firfoldige tekstforståelse”, hvor hun behandler ”1. den bogstavelige eller historiske, 2. den allegoriske, typologiske eller figurale i snæver forstand, 3. den tropologiske eller moralske og 4. den anagogiske eller eskatologiske betydning.” Herpå kan hun konstatere, at ”De forskellige tider: fortid, nutid og fremtid, som halleluja aktualiserer, forholder sig alle typologisk til hinanden.” Artiklen slutter med et afsnit om Grundtvigs julesalmer og en række fyldige noter.
Læs artiklen (1985-3-65)