Grundtvigs anmeldelser af Ingemanns 'Højmesse-salmer' (1825)

Og P.A.Fengers udgave af Kingos salmer (1827)

Peter Balslev-Clausen vil i sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1983,1 undersøge Grundtvigs to anmeldelser af henholdsvis B.S. Ingemanns Høimesse-Psalmer (1825) og P.A. Fengers udgave af Thomas Kingos Psalmer og aandelige Sange (1827). Efter et referat af brevvekslingen mellem Grundtvig og Ingemann i forbindelse med anmeldelserne følger en redegørelse for Grundtvig-forskningens behandling af anmeldelserne og Balslev-Clausens analyse af dem, som har til formål at afdække ”Grundtvigs opfattelse af problematikken omkring salmebog og salmesang som et udtryk for den kirkelige situation i tiden omkring Kirkens Gienmæle frem til efteråret 1827.” Det er Ingemann selv, der sender sin salmer til vennen Grundtvig og beder ham være en kritisk læser. Grundtvigs svar til Ingemann afspejler if. Balslev-Clausen, at Grundtvig netop er ved at færdiggøre ”Kirkens Gienmæle” og ser Ingemann som en forbundsfælle. Også anmeldelsen af Fengers udgave af Kingos salmer ”var en blanding af en egentlig anmeldelse og et indlæg i den løbende kirkelige debat”. I anmeldelsen giver Grundtvig bl.a. sit bud på, hvordan en ny salmebog skal indrettes efter sine målgrupper. Ingemanns salmer vil if. Grundtvig være ”et udmærket udgangspunkt for udgivelsen af en ny salmebog” sammen med ”de gode Gamle”. Balslev-Clausen når til den konklusion, at Grundtvig i sine anmeldelser af Ingemanns og Kingos salmer kom til at beskæftige sig med de spørgsmål, der lige siden har været brændende, når talen har været om salmebøger og salmesang, spørgsmålene om tradition og fornyelse, folkesang og kunstsang, folkelig sammenhæng og kulturel isolation.” Efter en række fyldige noter gengives Grundtvigs hidtil utrykte udkast til anmeldelsen af Ingemanns Høimesse-Psalmer.