Guds rige på jord

Enevælde og religiøs vækkelse hos H.A. Brorson

I sin artikel ”Guds rige på jord. Enevælde og religiøs vækkelse hos H.A. Brorson” i Hymnologiske Meddelelser 2000-2 peger Steffen Arndal på tre vigtige træk ved den den kulturelle udveksling mellem Danmark og Tyskland: retningen har overvejende været fra syd mod nord, ”det sønderjyske område har haft en om ikke enerådende så dog overordentlig væsentlig betydning som formidler af denne bevægelse”, og at ”de historisk set mest betydningsfulde, gennemgribende og varige resultater af denne sydfra kommende kulturpåvirkning utvivlsomt har været af religiøs art.” Herpå vender Arndal sig mod Brorson, som i allerhøjeste grad var ”medaktør i det sammenstød mellem det kendte og det fremmede, som den pietistiske vækkelse og den strid og uro, der fulgte i kølvandet på den, er udtryk for.” Efter et kort afsnit om Brorsonforskningen redegør Arndal for Brorsons livshistorie og peger på, at den pietistiske bevægelse virkede foruroligende på den ”teokratiske enevælde”, som så det som kongens opgave at sikre sine undersåtters timelige og evige velfærd” og derfor også skulle bekæmpe kætterier. Om Brorson hedder det da, at hans ”religiøse udvikling og hans karriere indenfor statskirken rummede en latent konflikt, der en overgang brød frem i form af en åndelig krise af psykosomatisk natur.”Arndal inddrager herpå påvirkningen fra den hallensiske vækkelsessang (jf. J.A. Freylinghausen). Herefter følger en redegørelse for Brorsons salmeudgivelser og for hans ”kontakt med det sidste aktuelle udslag af den pietistiske vækkelse, nemlig hernhutismen.” ”Troens Rare Klenodie” (1739) blev ”den danske pietismes mest betydningsfulde opbyggelsesbog”. Den ”leder den pietistiske vækkelsessang ind i den danske salmetradition og er dybt præget af den tyske pietistiske vækkelsesfromhed.” Som embedsmand måtte Brorson forsøge ”at balancere mellem sine sympatier for hernhutismen og sin loyalitet overfor statskirken”. Arndal slutter sin artikel med denne vurdering af Brorsons salmedigtning: ”Med sine forudsætninger i de særlige historiske forhold i Sønderjylland, i den tyske pietisme og i den teokraktiske enevælde er den et af de betydeligste eksempler på det fremmedes i individuel, social og politisk henseende dybt foruroligende og derfor blivende indflydelse på dansk kultur.”