Hans Hauge og Jørgen Gustava Brandts træfning

Tre indlæg i en artikel

Over to årgange i Hymnologiske Meddelelser 1988 og 1989 diskuterer litteraten, Hans Hauge, og forfatteren, Jørgen Gustava Brandt, salmedigtning. Udgangspunktet er Hans Hauges anmeldelse af Brandts udgivelse ”Giv dagen dit lys. Salmer og sange”. Hauge indleder med at spørge, hvorfor det er så vanskeligt at skrive salmer. Hauge fremlægger herefter denne tese: ”Anledningen til at skrive salmer kan kun komme fra andre salmer.” Tesen underbygges med teorien om ”Angsten for indflydelse” (Harold Bloom, ”The Anxiety of Influence”). Tesen underbygges derpå med eksempler på ”Fortidens ekkoer” i Brandts salmer. I de følgende afsnit forsøger Hauge at se noget nyt i Brandts salmer, men får hele tiden øje på ”forgængere”. I sidste afsnit gælder det teologien, synet på Jesus og Gud, i Brandts salmer. Her finder Hauge det interessant, at Jesus for Brandt er livsfornyeren. For siden ”romantikken har det været kunstens opgave at gøre alting nyt, at befri os fra livsapatien…”. Og Hauge slutter således: Det, der sker, er at ”digteren Brandt anerkender Jesus som den store digter. Og stor digter fordi han gjorde alting nyt. Af ham må den mindre skabermand så få kraft, så at lovsangen kan svinge op til Gud.” Jørgen Gustava Brandts svar i samme årgangs nr. 4 har form af et brev til Hauge. Brandt kan følge Hauge et langt stykke ad vejen, hvad angår vanskelighederne med at skrive salmer. Men Hauges tese er for firkantet. ”Kunstnere lyver ganske vist ikke så sjældent om deres påvirkning og kilder. Hyppigt på den måde, at de forties. Men det er langt fra så almindeligt - eller så naivt - som De nærmest påstår.” Brandt må derfor understrege, at der ”ligger selvfølgelig også personlig oplevelse bag det kunstneriske udtryk. Ellers kom det aldrig i stand. Og ellers var alle kunstnere udelukkende epigoner. Og det er jo noget vrøvl.” Brandt redegør herefter for sin egen baggrund i et temmelig ”kirkefremmed” miljø. Først sent begyndte han at læse danske salmer. Herefter går Brandt ind på Hauges analyse af de enkelte salmer og afgiver denne dom derover: ”Men Deres betragtninger skuffer mig til syvende og sidst ved den faglige snæverhed. Deres påvisninger er tyndt funderede.” Brandt afviser, at han skulle have ønsket af finde fejl hos sine forgængere. Brandt ”føler overhovedet ikke Grundtvig som en lammende størrelse, men glæder mig over at han kan være inspirerende.” Hauge giver sit svar i nr. 1 af årgang 1989. Her indleder han med et forsvar for Blooms teori, som betyder, at ”han har omtolket indflydelsesbegrebet. Selv siger han, at han har ’af-idealiseret’ det. Indflydelse lammer digterevnen i stedet for at befordre den, siger Bloom. Indflydelse er en form for influenza.” Men enhver digter vil gerne være original, og derfor er det er svært at skrive salmer. Og derfor er ”Grundtvig den største hindring for, at man kan skrive nye salmer i Danmark.” Om Brandts svar skriver Hauge: ”Gustava Brandts svar til mig er en apologi. Hans hovedtese er, at han ikke er indflydt af de ’gamle’ danske salmer.” Hauge afviser denne apologi og giver yderligere en række kritiske kommentarer til Brandts svar og diskuterer bl.a. Brandts hævdelse af den Den danske Salmebog som ”en forvanskning”. Hvor Brandt ifølge Hauge har et romantisk syn på tilblivelsen af digte/salmer, peger han selv på en hel anden årsag: ”At skrive salmer i dag er en kamp om at opnå den anerkendelse det er at blive optaget i Den danske Salmebog. Det ser jeg intet forkert i. At skrive om salmer er et led i en kanoniserings eller afkanoniseringsdiskussion.”