Hvem har redigeret vor første salmebog
Niels Knud Andersen beskæftiger sig i sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1981,1 med Malmøsalmebogen fra 1529, som er den ældst bevarede danske salmebog. Den er udgivet af Hans Meyer og trykt i Magdeburg, men kun bevaret i et ordret optryk fra samme år. Andersen giver herefter en oversigt over salmebogens salmer og opdeling. Anden del af salmebogen er ”den såkaldte Malmømesse, den ældste evangeliske gudstjenesteordning på dansk.” Den er udgivet af Claus Mortensen, der "lod den prente i Malmø af Oluf Ulricksen anno 1529". Andersen behandler derpå bogens titelblad og forord. Redaktøren har if. Andersen arbejdet efter tysk forbillede. Fortalen er således ”en fri oversættelse af Luthers kendte fortale i Wittenbergkorsangbogen 1524.” Andersen sammenligner de to fortaler og konstaterer bl.a., at ”Den danske oversættelse anfører langt flere bibelske eksempler og skriftsteder end Luther som bevis for den nye evangeliske sangs berettigelse.” Da både titel og fortale har et stærkt biblicistisk præg undersøger Andersen, om Claus Mortensen kan være redaktøren, men må afvise denne mulighed, ligesom det heller ikke er Arvid Pedersen. Den tredje mulighed er Hans Olufsen Spandemager, men også den mulighed må opgives. Det sandsynlige er, at redaktøren er ”Hans Meyers danske eller dansktalende kontaktmand.” Men vi kender ikke hans navn. Til gengæld står det fast, at fortalen fra 1529 indledte en lang tradition i dansk salmebogshistorie. Til slut drøfter Andersen, hvad det var for ”en tysk sangbog, som redaktøren har benyttet som forlæg eller forbillede under sit arbejde med den danske salmebog.”
Læs artiklen (1981-1-5)