Hvorfor præster bør vide noget om musik
Martin Bendixen Rønkilde indleder sin artikel ”Hvorfor præster bør vide noget om musik” i Hymnologiske Meddelelser 2012-1-2 med at understrege, at Folkekirken har både veluddannede præster og dygtige musikere. Men ”præsten bør have viden om og forståelse for hele gudstjenesten, for at kunne udfylde sin rolle på fyldestgørende vis, så der ikke i gudstjenesten opstår dissonans mellem det sproglige og det musikalske - der begge er ’sprog’, der kommunikerer til og med menigheden.” Ud fra sin erfaring med over 200 begravelser nævner Rønkilde, ”at det kun yderst sjældent er bibelsteder eller det teologiske indhold i prædikenen, der står på de pårørendes dagsorden til samtalen og som ønske til begravelseshandlingen. Det sker til gengæld ofte, at der fremkommer specifikke musikalske ønsker eller ønsker til bestemte salmer.” Rønkilde mener derfor: ”Når præsten står med det overordnede ansvar for både gudstjenester og kirkelige handlinger, og dermed også skal forholde sig til konkrete musikalske problemstillinger, så er det for mig at se en nødvendighed, at de valg og fravalg, der skal foretages i forhold til menigheden eller de pårørende, kan foretages på et sagligt og informeret grundlag.” Rønkilde beskriver derpå, hvad det er, musikken kan, og som som det talte ord ikke kan. Og han konkluderer: ”Kun ved en ret sammenhæng mellem kirkens handlinger og anvendelsen af musik som kan indgå på det vilkår, at den aldrig må stå i modsætning til liturgien og ritualerne, kan musikken komme til sin fulde ret, som Guds tjener og som menneskets tjener i dets svar til Gud.” Derfor er der brug for yderligere uddannelse af præsterne i musik.
Læs artiklen (2012-1-63)