Længslen efter en dømmende Gud

Iben Krogsdal indleder sin artikel ”Længslen efter en dømmende Gud” i Hymnologiske Meddelelser 2014-1-2 med at fortælle om barndommens angst for Johann Francks salme ”Herre, jeg har handlet ilde” med den altgennemskuende Gud, der på grund af menneskets synd, bliver vred og kræver retfærdighed. ”At stå som synder foran en Gud, som kun kan formildes gennem offerblod, må være ret skræmmende. Det er virkelig ikke for børn og sarte sjæle, når Gud i sin overmagt kræver uskyldigt blod og død for at blive en god far igen.” I moderne teologi er ”den dømmende og blodtørstige Gud” gledet i baggrunden, og i forgrunden står i stedet billedet af ”den kærlige og alt-tilgivende Gud, der elsker alle mennesker uanset hvad.” Men Krogsdal spørger, om Gud på den måde er Gud nok. I det følgende afsnit ”Den dømmende Gud” lægger hun vægt på, at ”Vi længes efter en Gud, som ikke blot er ren kærlighed, men er den kærlige bevægelighed, der billedligt talt ligner en forælder, som dømmer og netop derved ser og elsker os. Gud bliver først for alvor til en kærlig Gud gennem sin dom.” Krogsdal inddrager derpå sin egen salme ’’Herre, jeg har handlet ilde” som eksempel herpå. Hun afviser i den sammenhæng den ”objektive forsoningslære” og beskæftiger sig i det følgende afsnit med ”Den oprejsende Gud” og bønnen om, ”at Gud må gribe ind og hjælpe med at gøre skaden god igen. Det enkelte menneskes bod og bedring er altså ikke nok at satse på. Gud må også gøre noget. I salmen bliver der bedt om en fremtid, hvor Gud på trods af vores bitre erfaringer må være uudgrundelig og mægtig nok til at give alle vores og andres ofre genrejsning.” Og videre hedder det: ”For mig er det helt afgørende, at der i dag skrives nye salmer, der hverken gør Gud til en bundretfærdig og offerkrævende dommer som den ene ekstrem, eller gør ham til ren kærlighed som den anden.” Til sidst er Krogsdals egen salme aftrykt.