Maria som Frelserens troende Moder

Lisbeth Smedegaard Andersen · 2017 · Egne artikler
Maria som Frelserens troende Moder

Da Smedegaard Andersen havde skrevet sin bog om Maria, Guds moder og himlens veninde , blev hun flere gange mødt med spørgsmålet ”Hvorfor nu det?” I artiklen « Maria som Frelserens troende Moder » lyder svaret, at vi har brug for Maria som forbillede, så vi ikke ”spilder livet med at efterligne og dyrke idoler”. I bebudelsessalmen, ”Maria snart er det forår”, er det Marias villighed til at tage sin skæbne på sig, der gør hende til et forbillede. Maria er her omplantet til den danske natur, men stadig omgivet af de klassiske symboler, den lukkede have og liljen. Salmen, ”Maria gik over bjerge”, handler om Marias møde med den gravide Elisabeth, hvor Maria oplever barnet røre på sig og nu kan vende glad hjem: ”og gangen var ung og let / hun bar Guds bankende hjerte / tilbage til Nazaret”. ”Jeg gik ved nattetide” er Marias lovsang og tak, fordi hun er udvalgt til at opfylde de gamle forjættelser om frelseren. Lisbeth Smedegaard Andersen går derpå videre til julesalmen ”Hjertelys i mørket”, ”Stabat mater” salmen, ”Langfredags mørke ruged over jord” og påskesalmen ”Så stille som regn”. Og så slutter det, som det begyndte. Englen Gabriel kommer tilbage til den døende Maria og forkynder: ”Maria! klokkerne ringer / de ringer i himlen for dig”.

Læs artiklen (Maria som Frelserens troende Moder)