Melodierne til B.S. Ingemanns Høimesse-Psalmer

I sin artikel om ” Melodierne til B.S. Ingemanns Høimesse-Psalmer” i Hymnologiske Meddelelser, 1998-4 indleder Birgitte Ebert med at påpege, at Ingemanns ”Høimesse-Psalmer” (1825) var ”den første salmeudgivelse, ”der for alvor fik betydning efter Evangelisk-kristelig Psalmebog (E). Som eksempel på betydningen inddrager hun Grundtvigs anmeldelse og dens kritik af E. For Grundtvig pegede Ingemanns salmer ”frem mod et nybrud, der var lagt afstand til E, men heller ikke mere.” Herefter går Ebert over til musikvalget og dets betydning. Vigtigt er, at efter Pontoppidans salmebog ophørte man med at have melodierne trykt ved teksten. ”Fra da af forsvandt melodierne fra menighedens salmebøger og tryktes særskilt i koralbøger.” Det er Zincks koralbogs melodier, Ingemann henviste til. Eberts redegør herefter for det karakteristiske ved melodierne, bl.a. det langsomme tempo, som er ”en forudsætning for, at teksterne kommer til deres ret i den lidt højtsvungne stil.” Ebert skriver om Ingemanns melodivalg, at det ”giver et klart billede af den dybt rodfæstede kirkemusikalske tradition, der var hans erfaringsgrundlag, og som han digtede sine salmer ind i. ” Artiklen slutter med en ”oversigt over melodihenvisningerne til hver enkelt salme i H 1825 med melodiens originaltitel, hvis det ikke er den, Ingemann har brugt, oprindelse og første forekomst i Danmark i parentes.”