Min salmebog
- et tværfagligt projekt i 8.-klasserne ved Bramdrup Kirke og Bramdrup Skole
I artiklen ”Min salmebog” - et tværfagligt projekt i 8. klasserne i Bramdrup Kirke og Bramdrup Skole” i Hymnologiske Meddelelser 2017,3-4 fortæller sognepræst Lone Vesterdal og lærer Birgitte Gade om den salmebog, som de udarbejdede sammen med deres elever. Formålet var ”at styrke elevernes fortrolighed og kendskab til salmen som genre og deres eksistentielle og religiøse forestillingsverden.” I første fase udvalgte Vesterdal 50 salmer fra Den danske Salmebog med det kriterium, at der skulle være salmer af de klassiske salmedigtere og af en række nyere salmedigtere (salmerne er listet op). Herefter fortæller Gade og Vesterdal om selve forløbet af projektet og samarbejdet mellem skole og kirke. I den afsluttende evaluering skriver de, at eleverne fik ”en bevidsthed om, hvad det er, salmerne netop kan, og hvad de selv vil kunne bruge salmer til. De oplevede, at den tid en tekst - her en salme - er skrevet i, har direkte indflydelse på både tema og ordvalg i teksten. Eleverne koblede under hele forløbet sanser og viden tæt sammen, og de oplevede at kunne give både sprogligt og billedligt udtryk for den stemning, salmen gav. Det var en positiv og meget udbytterig proces at arbejde med salmer i 8. klasse, og vi arbejder derfor frem mod at gentage processen i det nuværende skoleår 2017/2018.Vi overvejer om det er en idé at fokusere på salmebogen ’100 Salmer’ og dermed den nyeste salmedigtning.”
Læs artiklen (2017-3-131)