Min vej til salmerne

Holger Lissner · 1997 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Min vej til salmerne

Salmedigteren Holger Lissner indleder sin artikel i Hymnologiske Meddelelser, 1997-2, ”Min vej til salmerne”, med den indrømmelse, at ”det, som jeg kan frembringe, kun når Kingo og Grundtvig til sokkeholderen.” Men hvis salmetraditionen ikke skal dø, så må der gøres forsøg på at skrive nyt. Og så hedder det: ”Salmer er brugsdigtning. Vi, der skriver salmer, skriver de sange, vi selv mangler; og vi skriver, fordi vi skal holde gudstjeneste i overmorgen og i os selv mærker afstanden mellem de gamle salmers sprogtone og det, vi selv ønsker at sige. Vi skriver, fordi vi kan se og høre på vore menigheder, at de er fremmede over for nogle af de givne store ord og toner. Der er sket meget i verden, i teologien og musikken og det danske sprog, siden Grundtvig døde, og siden Den danske salmebog udkom.” Herefter følger beretningen om hans vej til salmerne. Vigtigt var her mødet med Martin Schneiders"Danke", "Tak, Gud", ”… som måske ikke er det store mesterværk, men den havde noget, der kunne få et ungt menneske til at spærre ørerne op og blive glad.” Vi følger Lissner fra barndomshjemmet over ungdomsårene, hans opdagelse af nye svenske og engelske salmer, hans egen bysalme ”Du gav os, o Herre, vort arbejde her” (som vandt en pris), tiden i Løgumkloster og deltagelsen i et nordisk salmeværksted i Båstad med inspirationen herfra. Et særligt kapitel er børnesalmerne med samarbejdet om "Salmer og kirkeviser". Om tiden som sognepræst i Sdr. Bjert hedder det bl.a., at ”arbejdet med at skrive prædikener lejlighedstaler og bønner er en ideel forudsætning for at skrive salmer.” Og så blev der også brug for at skrive kollekter. En studierorlov i 1993 satte for alvor gang i salmeskrivningen. En særlig opgave opstod med indførelsen af gammeltestamentlige læsninger ved hver gudstjeneste, for også her manglede der salmer. Lissner giver undervejs adskillige eksempler på sine salmer og slutter med at understrege, at uanset om de nye salmer kan måle sig med samtidens poesi, så er det nødvendigt med gode håndværkere, som øver sig ved at påtage sig ”den store opgave at finde de ord og toner, som kan bære kristentroen ind i næste århundrede og få mennesker til at synge med hjertet”.

Læs artiklen (1997-2-49)