Mindes vi en fuldtro ven
Om en Grundtvig-salmes kirkelige og folkelige sammenhæng
Peter Balslev-Clausen begynder sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1983,3 om Grundtvigs salme ”Mindes vi en fuldtro ven” med at fastslå, at ”Grundtvigs salmedigtning var en del af hans totalopgør med oplysningstidens rationalistiske indsnævring af det folkelige og det kirkelige virkelighedsbegreb.” Og dermed også et opgør med Evangelisk-kristelig Psalmebog. Dette ønsker Balslev-Clausen at tydeliggøre gennem den følgende analyse af Grundtvigs salme, som er en gendigtning af Gerard Thomas Noel’s salme 'If human kindness meets return', som Balslev-Clausen herefter gennemgår. Herefter viser Balslev-Clausen, hvordan Grundtvig i sin gendigtning bryder salmen om og både forholder sig frit og loyalt til sit forlæg. I Grundtvigs Skærtorsdagsprædikenen fra 23. marts 1837 tager han klart afstand til det reformerte nadversyn. For Grundtvig er det ordet, der skaber nærværet. Det er denne opfattelse, som formuleres i salmen. Det følgende afsnit handler det om Grundtvigs ønske om for ”for menneskelivets skyld at understrege sammenhængen mellem det guddommelige og det menneskelige, mellem himmel og jord.” Balslev-Clausen sammenlinger herpå Frankenaus vise "Hver glædens Ven", som if. Grundtvig ”spotter Himlen og forkaster Herrens Ord” med ”Mindes vi en fuldtro Ven” og forstår visen som ”et veritabelt moddigt”, hvor Grundtvig ”søger at opfange drikkevisens livsstemning, dens ord og begreber og vende dem på hovedet, 'kristeligt forvende' dem, for at de derefter kan blive indsunget i deres sande, kristeligt-menneskelige betydning.” Herefter påviser Balslev-Clausen inspirations sammenhænge mellem grupper af salmer i ”Sangværket”, og han belyser yderligere salmens struktur ”i dens samspil mellem form og indhold.” Sammenfattende gælder at Grundtvigs opgør med ”salmens reformerte nadver- og menneskesyn medførte samtidig et opgør med pietismens og ikke mindst den konsekvent dennesidige oplysningstids livslede og dermed i virkeligheden livsforagt.” Og som det videre hedder: ”Det er for Grundtvig først den kristne, der fuldt ud forstår det menneskelige i dets positive selvgyldighed.” Artiklen er forsynet med bilag og noter.
Læs artiklen (1983-3-151)