Notat om 'Du Herre Krist'
I sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1988,1-2 tager Herlov Brix udgangspunkt i Jens Lysters artikel "Sthens gådefulde navnesalme" i Hymnologiske Meddelelser, nr. 2, 1980 (s.71-146). Hvor Lyster inddrager et stort baggrundsmateriale, vil Brix især se på, ”hvad salmen selv, dens struktur og indre liv, kan fortælle.” Brix behandler herefter ”I. Salmens overskrift”, ”II. Salmens struktur” (salmens tre dele), ”III. Metrik”, ”IV. Årstallet 1588” og ”V. Efter 1588”. I de konkluderende bemærkninger drager Brix den slutning, at ”Sthen har fået en opfordring til at skrive en dommedags-salme, en opfordring som er kommet fra kompetent sted, og som Sthen kun modstræbende har imødekommet. Han har ikke villet lægge navn til noget, der vedrørte det aktuelle dommedagshysteri, og han har derfor løst den stillede opgave på den snilde måde, at indlede salmen med et afsnit signeret H.A.N.S., som ikke tilkendegiver nogen aktuel dommedagsfrygt.” Videre hedder det: ”Hemmeligheden bag den overleverede tekst må ligge i de ændringer, der er foretaget i teksten, da det viste sig, at dommedagsfrygten var ubegrundet. Den latinske sentens med årstalsangivelse er blevet strøget, og dommedagspræget er yderligere blevet tilsløret ved ombytning af to strofer. … Men ved de foretagne ændringer er teksten blevet vanskeligt tilgængelig – hemmelighedsfuld”.
Læs artiklen (1988-1-3)