Om at skrive salmer i Grundtvigs fædreland

af K.L. Aastrup

Hymnologiske Meddelelser · 1973 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Om at skrive salmer i Grundtvigs fædreland

I denne artikel fra 'Hymnologiske Meddelelser', 1973, nr. 1. , indleder K.L. Aastrup med at pege på, at der gik ”to slægtled efter Grundtvigs død, uden at der blev skrevet salmer i Danmark.” Og så nævner han som en del af forklaringen, at det omtrent falder sammen med ”Indre Missions og KFUMKs blomstringstid.” Aastrup understreger Grundtvigs store betydning, men der er også brug for andre salmer. For selv om Grundtvig spændte vidt, peger Aastrup på temaer, som mangler, men er vigtige dele af den reformatoriske arv: ”For det første, at Guds ord er Guds, at han ikke giver herredømmet over det fra sig. … For det andet, at denne verden er Guds skabelse, og at vor ulydighed ikke har kunnet ødelægge den … For det tredie den anden part i det store bud i loven.” Aastrup ser det derfor som sin opgave at skrive om det, Grundtvig ikke skrev om. Endelig nævner Aastrup, at hans egen stil også er en anden end Grundtvigs, da han foretrækker et nøgternt og sagligt sprog uden mange poetiske billeder. Dette er han blevet kritiseret for, men hertil svarer han, at det er, hvad der er brug for i Grundtvigs fædreland nu.

Læs artiklen (1973-1-4)