Om Grundtvigs salme 'Herre, hvor skal vi gå hen'
Christian Thodberg behandler i sin artikel i sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1974-1 Grundtvigs salme "Herre, hvor skal vi gå hen? ” (nr. 418 i DDS 1953 og nr. 459 i DDS 2002). Her taler Grundtvig ifølge Christian Thodberg så bastant om nadverelementerne, at mange fravælger den. Formålet med artiklen er derfor , at ”at vise, at vor version i salmebogen af HERRE HVOR SKAL VI GÅ HEN adskiller sig ret stærkt fra Grundtvigs første udgave af salmen, og at Grundtvig selv har bidraget kraftigt til forvirringen.” Thodberg vil derfor ”ud fra den første udgave af salmen redegøre for Grundtvigs nadversyn og til slut fremlægge forslag til et nyt og efter min mening bedre udvalg af strofer til en ny udgave af salmen til brug ved gudstjenesten.” Herefter følger en analyse af salmebogsversionen. Resultatet er, at den indeholder et så bastant sakramentsyn (nadver som ”kannibalisme”), at Thodberg må afvise, at det er dækkende for Grundtvigs nadverforståelse. Derpå følger en gennemgang af den oprindelige længere version, og Thodberg viser med inddragelse af bl.a. Joh 6 (bespisningsunderet), at det ikke er brødet og vinen i sig selv, men ordet eller befalingen, det kommer an på. Og Thodberg konkluderer: ”Det er altså tanken om ordets førsterang, der er pointen i denne nadversalme, og denne tanke er gået helt tabt i salmebogens nr. 418.” Artiklen slutter med Thodbergs forslag til en version af salmen, som gør Grundtvigs nadversyn tydeligere.
Læs artiklen (1974-1-18)