Om K.L. Aastrup, 1899-1980

In memoriam samt breve fra Aastrup

I anledning af K.L. Aastrups død skrev Jens Lyster i Hymnologiske Meddelelser 1980, 3-4, en mindeartikel om den afdøde salmedigter, som han betegner som ”sin tids betydeligste danske salmedigter med en både markant og omfattende produktion bag sig.”. Lyster redegør for optagelsen af Aastrups salmer i forskellige salmebogstillæg samt Salmebogen. Derudover fremhæver Lyster Aastrups indsats på det hymnologiske område, hvor han har gjort sit til ”at afsløre og aflive det fromme floskelsprog og poetisk svulstighed i salmesangen.” Lyster nævner også Aastrups ”afstandtagen til det letbenede og usaglige, der kom til orde i de ’Breve til Salmebogskommissionen’, som Aastrup lod trykke i ’Tidehverv’ i 1946-47 umiddelbart efter at kommissionen var blevet nedsat.” De nævnte breve er genoptrykt i direkte forlængelse af Lysters mindeord. Her kan man læse Aastrups kritik af sammensætningen af udvalget, som han ikke selv var blevet medlem af. Selv skriver han: ”jeg er nærmest lynende gal og betragter det fremdeles som en personlig fornærmelse, om nogen anden nulevende bliver regnet for mere sagkyndig i denne sag.” Aastrup kritiserer herefter Vajsenhusprivilegiet, som gør salmebøger alt for dyre. Næste punkt gælder indholdet af, hvad Aastrup kalder den danske folkekirkes bekendelsesskrift, hvor afgørelser ikke bare kan træffes ved stemmeflerhed. Det må være muligt at aflægge et veto, da det er ”en dødsensalvorlig sag, om falske lærdomme lukkes ind i vort bekendelsesskrift”. Aastrup redegør i det følgende brev for sine krav til en lødig salme m.h.t. de kunstneriske virkemidler med illustrerende eksempler. I det følgende brev erklærer Aastrup det for nødvendigt, at ”en kritiker med ubestikkelig litterær dømmesans får stoffet til gennemsyn”. Ikke til en teologisk, men en æstetisk finkæmning. Aastrup nævner mulige navne, som han ikke finder egnede, og foreslår selv Geismar. Herefter følger over et par breve kommentarer til en række salmer, hvoraf nogle anbefales at udgå, andre at få indføjet rettelser. Aastrup kommer til slut ind på sine egne salmer anmoder alvorligt om at blive taget med på råd om, hvilke – ikke hvor mange - der skal med. Herefter er optrykt Aastrups anmeldelse af ”Det ’Midtjydske’ salmebogsforslag. Set i forhold til det sønderjyske og det grundtvigste salmebogsforslag er det efter Aastrups mening langt det bedste, selv om det er ret konservativt. Herefter følger hans kritik. Det gælder sproglige rettelser i ældre salmer, forkortelser og forkærligheden for det lutherske og før-piestistiske, som Aastrup sådan set deler, men det har medført en for hård beskæring af Brorsons og andre pietistiske salmer. Kingo og Grundtvig kunne derimod godt være blevet beskåret noget mere. Alt i alt er Aastrup godt tilfreds med det arbejde, salmekonventet har foretaget, bl.a. fordi de har valgt at ”udfeje det meste af Timm, Boye og Ingemann med mere.”