Om Laub og hver tids tone

Henrik Fibiger Nørfelt indleder sin anmeldelse i Hymnologiske Meddelelser 1980-1 med at gengive Laubs hovedsynspunkt, at der er ”kirkestilen”, som er ”kirkens eneste forsvarlige musik.” For Laub er idealet for kirkesangen: ”oldkirkens og den gregorianske sang, idet deres opgave var ’at bære ordene, være tjæner for dem’". Laub ”påpeger desuden det nære slægtskab mellem folkevisen og den kirkelige musik - d.v.s. at der - i modsætning til senere - ikke er den skarpe sondring mellem verdslig og sakral musik.” Nørfelt refererer herefter hovedpunkter i Laubs gennemgang af og vurdering af musikhistorien. Efter således at have gengivet Laubs synspunkter henviser han til den debat, bogen vakte. Selv kalder Nørfelt Laubs bog for ”et historisk dokument. Som sådan er det klart, at dens betydning for vor aktuelle situation er begrænset.” Vigtigt er dog, at bogen rejser det spørgsmål: ”Deler vi Laubs opfattelse af kirkemusikkens sækulariseringsproces eller ej? Vil vi - som tro disciple af ham i dag - tage afstand fra nærsagt alle salmemelodier og al orgelmusik fra efter 16oo-tallet i gudstjenestesammenhæng?” Nørfelt undersøger herpå, hvad laubbevægelsen har betydet og slutter med denne konklusion: ”Hvad der savnes i den ortodokse laubianisme er kort sagt: a) et nuanceret syn på musikhistorien, b) en erkendelse af kunstens betydning i kirkelig sammenhæng - en kunst, som kun har gyldighed og livskraft i ubrydelig samhørighed med evangeliet.”