Om nødvendigheden af at skrive salmer

I sit bidrag til Hymnologiske Meddelelser 1984,4, der oprindelig er et foredrag på Præstehøjskolen, indleder Lisbeth Smedegaard Andersen med at undre sig over, at man som salmedigter hele tiden nødt til at forsvare sig, men: ”Når en venlig sjæl ser mildt på mig og siger: Ja, Kingo er det jo ikke ..." - så ser jeg lige så mildt igen og svarer: "Det var faktisk heller ikke meningen". Og det er netop pointen. Det er nye salmer, der skal skrives, for ”Evangeliet kalder salmer frem, fordi hvert nyt slægtled - hver tid - stiller sine spørgsmål udfra nye vilkår.” Smedegaard Andersen eksemplificerer dette med sin gendigtning af Sl 90 i Det Gamle Testamente. Et problem er, at mange af de gamle ord er så belastede, at det ikke er rimeligt at lægge dem i munden på menigheden (ord som ”synd, bod, brøde og lign.). ”De har suget en gammeldags moralisme til sig, som gør, at vi må forsøge at finde nye udtryk for de samme ting.” Smedegaard Andersen nævner desuden det manglende kvindelige aspekt i salmerne, f.eks. i form af Maria. Hertil kommer behovet for nye dåbssalmer. Som et sidste eksempel nævnes skabelsessalmerne, som med deres glæde kan give form til den lovprisning, som ellers ”ligger vor tid meget fjernt!”