Om Ole Sarvig

En anmeldese og en note fra 'Hymnologiske Meddelelser 1981'

I sin anmeldelse af Sarvigs salmer i Hymnologiske Meddelelser 1981,1 indleder Leif Ludwig Albertsen med det krav til de nye salmer, at de ”formår at engagere menigheden mere end dem af de gammelkendte, der i så fald må glide ud af daglig brug i stedet.” En meget stor del af de ca. 120 salmer i udgivelsen falder uden for salmegenren, da ”kun nogle af dem er i så fast form, at de uden videre kan bringes på en rytmisk letfattelig melodi.” Dertil kommer, at ”Sarvig foretager en mystisk sammenblanding af Gud og sin elskede og i den forbindelse ikke viger tilbage for kønsaktens almindelige tabu-ord, der trods alt stadig skaber en andet end religiøs stemning, hvis de synges i kor i store forsamlinger.” Efter disse indvendinger anerkender Albertsen Sarvigs digte som tankedigte; men han fortsætter kritikken og nævner bl.a.: ”Sarvigs digte er gammelmodige, sjuskede, d.v.s. svingende i stilen uden nødvendig årsag, og fremfor alt er de epigonale af indhold, ja ligefrem af program: digteren synger uafladeligt om den sene tid, om verdens undergang, som om det var noget, der bestemmes af Sarvig og ikke af Vorherre.” Albertsen drøfter herefter nogle digte, som kunne tænkes brugt som menighedssalmer. Konklusionen er dog: ”Man under Sarvig hans religiøse oplevelser og kan læse hans nye digtsamling som en søgende sjæls meget umiddelbare udladninger, men salmer kan man ikke kalde disse vers, uden at ordet bruges i en ny og forvirrende betydning.” Den efterfølgende note i Hymnologiske Meddelelser 1981,1 er foranlediget af, at Albertsen mente, at ”tingene skulle afvejes ved også at give en teolog lejlighed til en vurdering.” Jens Lyster gør opmærksom på, at en præst, Gitte Berg, allerede har udtalt sig og sat Sarvig på højde med Kingo og Brorson, ligesom Bodil Koch i sin tid havde udnævnt Rifbjerg til vor tids Grundtvig. Over for den vurdering giver Lyster sin kommentar: ”Det er værd at nævne, synes jeg, at Kingo, Brorson og Grundtvig foruden at være store digterbegavelser også havde lyttet til Guds ord.” Da Sarvig forlod Folkekirken i 18-årsalderen kan Lyster ikke se ham som en digter, der kan formulere menighedens svar på forkyndelsen. Konklusionen er klar: ”Sarvig er hverken Kingo eller Brorson. Han er Sarvig. Digterisk er han i denne samling hverken på højde med disse to eller med det bedste af sit eget. Kristeligt kommer han næppe i betragtning, så længe han lytter mere til den indre stemme end til evangeliet.”