Om pietismen og kønsrollerne
Eksempel: Brorsons 'Mit hjerte altid vanker'
Erik A. Nielsen begynder sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1980, 3-4 med at betegne det som et fast ritual, når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson ”at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer.” Erik A. Nielsen finder det påfaldende, at mænd ikke skulle kunne sætte sig ind i kvindens følelser, når nu kvinder omvendt har skullet sætte sig ind i mænds. Nielsen overvejer derfor, om der er ”en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.” Derpå rejser han det ”det spørgsmål, om den provokerende kvinderolle til menneskesjælen i Brorsons digtning er en særlig variant af dette kristne billedbrud på normalforestillinger.” Formålet med metaforikken er, at vi skal gå ind i kvinderollen, noget Mariaskikkelsen har bidraget til i Middelalderen, ofte med Maria ved korsets fod. Men hos Brorson er det julens Maria, der er hovedfiguren. Nielsen gennemgår på den baggrund salmen og når bl.a. frem til følgende: ”Om billedsproget i Mit hierte altid vanker er der imidlertid at sige, at det til slut tilsyneladende genoptager den kønnede elskovs sprog, men nu med klanglig baggrund i den moderkærlighed, som forinden er blevet udviklet i salmen.” Og som det hedder: ”Det afgørende i denne lille afhandling skulle da være dens forsøg på at indplacere Brorsons salmedigtning og religiøse retorik i en slags erotisk forvandlingslære, der afslører dens slægtskab med en lang europæisk metamorfose-tradition.”
Læs artiklen (1980-3-188)