Paul Gerhard (1607-1676)

I anledning af at det er 400 år siden, at Paul Gerhardt blev født, giver Steffen Arndal i Hymnologiske Meddelelser 2007-2 først en præsentation af Gerhardts barndom og ungdom, som var ”præget af en af de største katastrofer i Tyskland historie”, Trediveårskrigen. Gerhardt studerede ved ”Reformationens arnested, universitetet i Wittenberg”. Men Arndal gør opmærksom på, at ”For Gerhardts digtning var det dog især protestantismens hermeneutiske principper, der fik betydning.” At Luther afviste den firfoldige fortolkningsmetode til fordel for ”enkelhed, simplicitas, er af afgørende betydning for Gerhardts salmedigtning.” Dertil kommer, at Gerhardt ”anvender både figurer og troper, men behersket, således at teksten bevarer sin enkelhed og aldrig bliver svært forståelig eller i kraft af kunstfærdige figurer og overraskende billeder tiltrækker sig opmærksomhed for sin egen skyld.” Arndal nævner herefter venskabet med kantoren ved Nicolaikirche i Berlin, Johann Crüger, som i 1640 havde udgivet ”en Newes vollkomliches Gesangbuch augspurgischer Konfession med salmer af forskellige forfattere, som han havde forsynet med selvkomponerede eller bearbejdede melodier”. Andet oplag, med titlen ”Praxis Pietatis Melica” indeholdt den 18 salmer af Gerhardt, mens en senere udgave havde hele 82. Arndal gennemgår herefter ”Wie soll ich dich empfangen” og Brorsons gendigtning samt ”O Haupt voll Blut und Wunden” sammen med Rostgaards oversættelse. Om Gerhardts oversættelse af passionssalverne hedder det, ”at han ikke mildner eller sparer på beskrivelsen af Jesu lidelse og dens emotionelle aspekter. Den side afsagen kommer til fuld udfoldelse som udtryk for evangelisk luthersk forståelse af betydningen af Jesu korsdød og forstærkes i øvrigt yderligere i Brorsons oversættelse af ”Sey mir tausendmal gegrüsset” (Kl nr. 39). Men hvor målet i det latinske forlæg er unio mystica, den fuldstændige forening med Kristus, ”ut configar totus tibi” (så at jeg ligedannes helt med dig), er der hos Gerhardt blot tale om at Jesu lidelse skal forblive ’’unvergessen’ (ikke glemt).” Arndal redegør herefter for Gerhards konflikt med kurfyrsten, Friedrich Wilhelm, der for at ”sikre en fredelig integration af de reformerte til gavn for landets økonomiske trivsel i 1662 udsendte det såkaldte ’’Toleranzedikt”, som Gerhardt ikke kunne underskrive. Hans afvisning var ifølge Ardal affødt af ”den simplicitets, hvormed bibelordet skal høres og udlægges, nemlig dets sensus litteralis, der næsten brutalt rammer mennesket, suspenderer dets fornuft, gennembryder dets vaneforestillinger og konventioner og åbner dets sind for troen på frelsen i Jesus Kristus. Gerhardts geniale universalitet hænger sammen med, at den enkelhed, der præger hans salmer i teologisk, fromhedspsykologisk og sproglig henseende, dybest set beror på den eksistentielle alvor, hvormed han forholdt sig til troens store og enkle spørgsmål.”