Petter Dass’ ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”
med indledning og fordanskning
I sin artikel ”Petter Dass’ ’Herre Gud, dit dyre navn og ære’ med indledning og fordanskning ” i Hymnologiske Meddelelser 2011-3-4 fortæller Johannes Glenthøj, at når han er så fascineret af Petter Dass’ salme, skyldes det, at da han læste hele digtet i Mallings Salmehistorie opdagede han, at det ”indeholder et rigtigt fiskevers! Derudover fandt jeg det også godt med den klippe-faste tro på, at Gud nok skal få sin ære, om menneskene så nægter at udsige den.” Og når Dass’ ord stadig virker så friske i dag, mener Glenthøj, at det hænger sammen med ”hans kendskab til kamp for levebrød og hans livslange omgang med fiskerbønder.” ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” stammer fra Peter Dass’ gendigtning af Fadervor og gælder bønnen ’’Helligt voorde dit navn”. Glenthøj sætter derpå salmen ind i samtidens digterkunst. Glenthøj inddrager også den danske debat om salmen, som gik forud for hans egen gendigtning (2004) og går derfra videre til Dass’ erfaringer med tab af liv på havet. Trøsten består da i ”ophøjelsen af den almægtige Gud, en horisont så omfattende, at det enkelte menneskes frygtelige lidelse bliver en del af et stort fællesskab i lidelse og død.” Glenthøj redegør herefter for optagelsen af Dass’ salmer i salmebøgerne. Da Glenthøj valgte at fordanske hele digtet, slog det ham, at ”netop det vers, som nævner forskellige fiskearter, var mindst velegnet til en nutidig fordanskning, fordi verset så ganske er forankret i datidens - og især i Nordlands fiskeri.” Men fiskene kom dog med, for da han var i gang med at oversætte digtet, var der atter engang strandet en hval i Danmark, og så ”havde jeg et dansk motiv til fordanskningen”. Artiklen slutter med Glenthøjs gendigtning i 16 strofer.
Læs artiklen (2011-3-166)