Sådan var Ole Sarvig

Af Bernhard Lewkovitsch

I sit bidrag til Hymnologiske Meddelelser 1982,1giver Bernhardt Lewkovitsch sin personlige skildring af hvad han betegner som ”en ganske bestemt sammenhæng i bevægelsesmønstrets udvikling, menneskeligt som kunstnerisk” hos Sarvig. Sarvig havde meldt sig ud af Folkekirken, men ”det er jo ikke det samme som at gå fra forstanden eller troen”. Gennem lange personlige samtaler om eksistentielle spørgsmål lærte Lewkovitsch Sarvig at kende ”netop som fremmed og hjemløs, som spørgende og søgende sjæl”, der gerne bevægede sig ind i kirkens sproglige univers. Lewkovitsch så på et tidspunkt nogle udkast til den senere udgivelse ’Salmer og begyndelser til 8o'erne’ og nævnte for Sarvig, at det lignede begyndelsen til et Psalter. Ved den lejlighed endte Sarvig med at citere sin yndlingssalme, Kingos ”Far Verden, Far Vel”. Og Lewkovitsch sammenfatter: ”Jeg var nu mere end nogensinde klar over, at hvad der altid havde spiret i ham, nu var ved at udvikle sig til det strålende sproglige blomsterflor, der så slående møder den opmærksomme læser af Salmer og begyndelser til 198o'erne.” Lewkovitsch inddrager derpå de to meget kritiske anmeldelser i Hymnologiske Meddelelser (1981-1) af henholdsvis Leif Ludwig Albertsen og Jens Lyster med en skarp afvisning af deres vurdering af Sarvigs salmer. Lewkovitsch kan endda glæde sig over, at Sarvig ikke skal læse sådanne ”professorale og pastorale akademikergylp”. Og så slutter han af med denne beskrivelse af Sarvig: ”Og så ser jeg endda Ole Sarvig for mig som én stor undskyldning for sig selv, bede om tilgivelse med bøjet hoved, tolderens plads. Også for denne ’fejltagelse’, bagest i kirkerummet fremstammende et ’Gud være mig synder nådig’ - på tolderens plads. Sådan var Ole Sarvig.”