Salme og sprog
Foredrag fra Trondhejm, juni 1982
Leif Ludwig Albertsens bidrag i Hymnologiske Meddelelser 1982,2 er et foredrag holdt under Nordisk Hymnologisk konference i Trondheim, juni 1982. I den sammenfatning af foredraget, som er vedføjet, betegner han sit foredrag som en kontrovers (”Auseinandersetzung”) med norske og svenske salmekommissioner, som har betragtet de æstetiske elementer i en salme som udsmykning. Albertsen begynder med at pege på det særlige ved protestantismen, at den forudsætter, at alle kan læse og forstå Bibelen. De emner, Albertsen vil drøfte er da: ”den protestantiske tillid til sproget, til den hellige tekst og dens forståelighed, men også og navnlig til den form for sprog, som rummes i den sungne religiøse tekst salmen.” Videre hedder det, at foredraget er ”et forsøg på at rokke fundamentalt ved et par af protestantismens grundpiller ikke for at omstyrte templet, men nok for at bekræfte sig selv i, at det kan holde endnu.” En af de grundpiller Albertsen vil rokke ved er forestillingen om forståelighed. Som eksempel vælger han ”Dejlig er den himmel blå” og giver denne vurdering: ”Den elskes af alle og forstås af ingen eller næsten ingen. Det er i poesi ikke forståelighed, man elsker.” En anden er de hensyn, som den norske salmekommission har ment sig forpligtet på i sit arbejde. Herom hedder det bl.a.: ”de fire norske punkter viser opladthed til kompromis, realpolitisk evne, men også defensiv holdning forsåvidt, som realpolitikken har ført til en sammenstilling af hensyn, der dybest set er inkommensurable, ligger på forskellige planer, og udeladelse af det eneste hensyn, en teologisk kommission havde at tage: hensynet til, om ordet er gudbenådet, er glødende tunger på pinsedag.” I sin ”Kurzfassung: Kirchenlied und Sprache” peger Albertsen på foredragets centrale punkter.
Læs artiklen (1982-2-59)