Salmer og elektronik

Helmuth Friis begynder sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1987-2 med at nævne, at hans artikel er blevet til efter en opfordring til ”at overveje, hvad der sker, når fx. en salme transmitteres i radioen”. I det følgende viser han ikke blot hvilke forandringer, der sker, men han indføjer temaet ”i en større horisont, der bl.a. indbefatter postmoderniteten samt visse egentlige teologiske betragtninger i forlængelse heraf.” Herpå kommer et afsnit om ”Tiden”, hvor en vigtig pointe er at ”konteksten meddefinerer oplevelsen.” Herefter behandles ”Stedet” og dets rolle. Næste afsnit introducerer ”Philip Glass’ musikalske univers, der kan tages som et billede på den tidstypiske tilstand.” I forhold til kirken mener Friis, at ”enten forstår man sig udfra Glass' horisont (hvor kirken svarer til Bach-elementet, der indgår i et metaplan), eller man lader kirken være en afsluttet tradition, der skal bevares og ikke kritiseres eller moderniseres, men være sit eget musæum”. Videre peger Friis på, at kriteriet for kirken må være ”den præcision og stilrenhed, hvormed de overleverede former føres igennem”, når kirken ikke længere kan henvise til en instans udenfor. Vi er med andre ord ”Hinsides ægtheden”, som overskriften lyder over næste afsnit, der handler om ”Simulacret”, ”Tegnets urene kompleksitet”, ”Kulturisme”, ”Metakommunikation” og slutter med et afsnit med overskriften ”Guldkorset”. Om hans egen kirkeopfattelse hedder det afslutningsvis: ”Nærværende bestemmelse af kirken er snarere "højkirkelig" end missionsk, hvis man endelig skulle bruge arkaiske begreber: kirken ikke som en socialdemokratisk dagligstue, men som et kukkasseteater, en krydsning af Det kgl. Teater og DSB.”