Salmerne og virkeligheden

Om to slags kunstopfattelse, herunder om Hjemlandstoner

Hymnologiske Meddelelser · 1983 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Salmerne og virkeligheden

I sin artikel i Hymnologiske Meddelelser 1983,2 indleder Leif Ludwig Albertsen med følgende opdeling: ”Man kan groft sagt dele alle salmer op i to grupper: dem, der tager den jordiske virkelighed alvorligt, og dem, der ikke gør det.” På den baggrund vil han forsøge at bringe ”den ikke-grundtvigske linje i salmekunsten, fra Brorson over Indre Mission og frem til Den hellige Stad, på en formel, der er fair over for dens selvforståelse, og søge at redegøre for de to kunstopfattelser, der ligger bag, den grundtvigske solidaritet med jordelivets lødige virkelighed og den pietistiske virkelighedsflugt.” Også musikken vil af og til blive inddraget. Albertsen drøfter herefter, hvad man skal forstå ved virkelighed og fremhæver følgende: ”Den grundtvigske salmetone er med sin virkelighedssolidariske symbolik på højde med samtidens europæiske verdslige lyrik, og det er vistnok noget enestående inden for det 19. århundredes europæiske salmedigtning.” Det er da også denne salmetone, der har domineret den officielle salmebog. Ved siden af denne kunstopfattelse findes en anden, som Albertsen kalder ”den emblematiske kunstopfattelse”, som blomstrede under herrnhuterne, og som f.eks. kendes fra Indre Missions ”Sangbog” (1921), hvor man bl.a. finder ”den ucensurerede Brorson i fuld emblematisk og virkelighedsopløsende kraft”. Derefter drøftes de melodier, salmerne blev sunget til, og om de måske netop var virkelighedsnære trods den senere tids vurdering af dem som ofte ”af ringe kvalitet”. Til spørgsmålet om følelsernes rolle henviser Albertsen til hymnologen Herngreen, der mener: ”Menigheden skal ikke synge for at opleve sig selv, men for at svare på evangeliet og for at lovsynge.” Og Albertsen konkluderer: ”Stillet over for denne ideale fordring synes både den etablerede kirkes omsorg for dens medlemmers gode kunstsmag og missionens forståelse for dens medlemmers spontane nydelse at komme til kort. Kirken stiller virkeligheden over tydningen af den, og missionen nøjes med en tydning af subjektiv art.” Artiklen er forsynet med en ”Kurzfassung”.

Læs artiklen (1983-2-88)