Sprogmesteren

Om Grundtvigs sprog og salmedigtning

Som indledning til Jens Aarsbo’s artikel i Hymnologiske Meddelelser 1987-2-3 gør redaktionen opmærksom på, at det drejer sig om afsnittet ”Sprogmesteren” (s. 318-396) i afdødes efterladte manuskript ”Grundtvigs Sangværk til den danske Kirke. Skildringer fra den danske Kirkesangs Historie”, da dette afsnit stadig vil ”kunne gøre krav på interesse”. I første afsnit præsenterer Aarsbo Grundtvigs sprogsyn ud fra ”Kvad til Modersmålet”, herunder den kritik Grundtvigs sprog og til har været udsat for. Grundtvigs brug af navneord i salmerne får herefter et særligt afsnit. Brugen af tillægsord, udsagnsord og verber omtales kort. Afsnittet ”Folkelig udtryksform” viser Grundtvigs evne til at tale ”sandt om smaat og stort - og jævnt om alt det høje.” I det følgende afsnit om folkeviserne hedder det indledningsvis: ”Det skønneste Islæt i Grundtvigs Sprog stammer fra hans store Kærlighed til Folkeviserne og det ældre danske Sprog.” Grundtvigs salmesprog er desuden ”i høj Grad bygget paa Bibelsproget og særlig paa Salmernes Sprog.” Grundtvig bruger desuden meget navnestof fra Bibelen og fra historien. Et særligt afsnit gælder ”Dyr og planter” og et følgende dansk og norsk navnestof. Om Grundtvigs sprog hedder det i et afsnit om sprogets renhed: ”Ingen dansk Forfatter har skrevet et saa purt og rent dansk Sprog som Grundtvig.” Herefter skriver Aarsbo om ”Platheder – lune og liv”. Et fyldigt afsnit handler om Grundtvig som ”Skjalden og profeten” og det særlig kald, han var sig bevidst om. Grundtvigs naturfølelse får sit eget afsnit. Her hedder det bl.a. ”Ingen har som Grundtvig prydet Salmesangen til Kirkens Højtider med Billeder fra Naturen, hvis Rigdom han forstod at udnytte, alt som Aarstider og Fester skifter”. Og Aarsbo slutter med denne vurdering: ”Men Vaaren i den enkeltes og Folkets Liv, i de Kristnes og i Menighedens Liv er Forbud og Varsel for Evighedens Vaar i Guds Rige.”