Steffen Arndals Brorson-disputats

6 artikler i en fil

Emnet for nr. 4 af Hymnologiske Meddelelser 1990 er Steffen Arndals Brorson disputats: "Den store hvide Flok vi see…” , som Arndal forsvarede for den filosofiske doktorgrad 3. november 1989 ved Odense Universitet. I det følgende bringes de 6 artikler i forlængelse af hinanden. STEFFEN ARNDALS DISPUTATS OM H.A. BRORSON OG TYSK PIETISTISK VÆKKELSESSANG. Af Peter Balslev-Clausen Peter Balslev-Clausen beskriver indledningsvis disputatsen som: ”en analyserende indføring i den ortodokse og pietistiske tyske vækkelsesfromhed fra 1630' rne til 1730'rne og ’40’erne’, sådan som den gennem Hans Adolph Brorsons salmedigtning har afspejlet sig i og på afgørende måde har været med til at forme dansk kirke- og fromhedsliv.” Balslev-Clausen karakteriserer Arndals afhandling som ”et gedigent hymnologisk arbejde” og giver et overblik over disputatsens indhold. Arndals disputats handler om ”en dansk salmedigters, nemlig H.A. Brorsons internationale sammenhæng og kvalitet, selv er disputatsen et arbejde i international klasse. Derfor er det naturligt samlet at bringe oppositionsindlæggene ved disputatshandlingen, sådan som det sker i dette nummer af Hymnologiske Meddelelser. Først aftrykkes, med tilladelse fra dagbladet Kristeligt Dagblad, Steffen Arndals egen præsentation af sin disputats i "Teologisk Forum" 7/89, derefter følger de to officielle opponenter, Anders Pontoppidan Thyssens og Bengt Algot Sørensens og de to opponenter ex auditorio, Johan de Mylius' og Bent Fl. Nielsens oppositionsindlæg.” H.A. BRORSON OG TYSK PIETISTISK VÆKKELSESSANG AF Steffen Arndal Arndal lægger i sin egen præsentation af disputatsen vægt på, at han har valgt at inddrage Brorsons salmeoversættelser, ”deres forlæg og disses baggrund i især det 17. og 18. århundredes tyske opbyggelseslitteratur i tolkningen af Brorsons salmer for ad denne vej at nå til en mere præcis forståelse af hans fromhed og egenart som dansk salmedigter.” Videre hedder det, at ”Brorson forbinder den tyske pietistiske vækkelsessangs spiritualitet med den virkelighedsnærhed og konkrethed, der er karakteristisk for dansk salmetradition og præger især Kingos og Naurs salmer.” Herefter inddrager han Brorsons egne salmer og Brorsons ”Svane-Sang” og konkluderer, at ”Svane-Sang” udgør ”en for Brorson og dansk pietisme ejendommelig videreudvikling af den pietistiske vækkelsessang. Svane-Sang indtager i kraft af sin kunstneriske virtuositet, psykologiske dybde og visionære begejstring en særstilling i forhold til såvel dansk som tysk salmetradition.” OPPOSITION VED STEFFEN ARNDALS DISPUTATION OVER AFHANDLINGEN "DEN STORE HVIDE FLOK VI SEE ..." DEN 3. NOVEMBER 1989. AF Anders Pontoppidan Thyssen Anders Pontoppidan begynder sin opposition med at fremhæve de to punkter, hvor Arndal har kunnet korrigere den hidtidige forskning: 1) ”vækkelsessangens store betydning for pietismen” og 2) påvisningen af ”sammenhængen mellem Brorsons digtning og den tyske salmesang”. Pontoppidan Thyssen giver udtryk for, at han i hovedsagen finder Arndals argumentation overbevisende, men fremlægger derefter en række diskussionspunkter, hvor han som kirkehistoriker kan bidrage med yderligere materiale, og hvor han forholder sig kritisk til Arndals analyser. Pontoppidan Thyssen slutter sin opposition således: ”Det er en lærd, veldisciplineret undersøgelse med meget nyt, både i hovedtesen og i detaljer. Man kan med rette sige, at den har bragt forskningen væsentligt videre frem, som det forventes af en disputats.” OPPOSITION EX AUDITORIO VED STEFFEN ARNDALS DISPUTATION OVER AFHANDLINGEN "DEN STORE HVIDE FLOK VI SEE ..." DEN 3. NOVEMBER 1989. (omarbejdet) BRORSONS TEOLOGI OG DENS AKTUALITET. AF Bent Fl. Nielsen Bent Flemming Nielsen understreger værdien af det tværfaglige arbejde, Arndal har udført. Et af de punkter, Nielsen tager op er ”pietismens ’psykologisering’ af den ortodokse, lutherske trosopfattelse.” Nielsen finder disputatsen væsentlig som ”indlæg i den standende teologiske debat”, fordi Arndal blotlægger ”en lang række differentieringer inden for den pietistiske psykologi og teologi”. Herefter følger en række kritiske kommentarer til enkeltheder. Nielsen kritiserer bl.a. ”tendensen til at sammenblande etiske og teologiske begreber med psykologiske.” Desuden inddrager Nielsen sin læsning af Barth, som ”måske ville kunne mildne Arndals aversioner imod den indflydelse, Barths kritik har haft.” Videre hedder det til slut: ”Naturligvis kan denne kritik fra Barths hånd ikke overtages ubeset nu. Dertil er den selv alt for historisk betinget, som årstallet 1938 viser. Men den illustrerer måske, hvor vidtspændende problemstillinger det af Arndal benyttede materiale faktisk berører.” OPPOSITION EX AUDITORIO VED STEFFEN ARNDALS DISPUTATION OVER AFHANDLINGEN "DEN STORE HVIDE FLOK VI SEE ...» DEN 3. NOVEMBER 1989. Af Johan de Mylius Johan de Mylius er litterat og indleder sin opposition med ordene: ”Set ud fra en dansk-litterær synsvinkel er Steffen Arndals disputats ’Den store hvide Flok vi see...’ H.A. Brorson og tysk pietistisk vækkelsessang meget prisværdig. Hvornår er der sidst - om overhovedet - fremkommet et arbejde om Brorson, som ikke har haft sit udspring i den teologiske fagkreds?” Johan de Mylius roser disputatsen som ”et grundigt og meget indsigtsfuldt arbejde, der giver senere forskning en solid grund at stå på, både når det gælder Brorson, og når det gælder pietismen. Samt ikke mindst kombinationen af disse: Brorsons forhold til strømninger i den tyske pietisme.” Arndals kritik af den nedvurdering, som Brorsons oversættelser er blevet udsat for fra litteraturvidenskabelig side, kan de Mylius fuldt ud tilslutte sig, da den vidner om ”udtalte tendenser i dansk litteraturhistorisk selvtilstrækkelighed ”. Herefter følger en række kritikpunkter, bl.a. m.h.t. vurderingen af Brorsons oversættelsesteknik og Arndals beskrivelse af Brorsons arbejdsform. En særligt problem er, at Arndal ikke analyser tekster i deres helhed, men sammenligner brudstykker. Sammenfattende om kritikken må de Mylius derfor sige: ”Men dette, at bogens hovedinteresse og systematisering udgår fra det fromhedspsykologiske, har medført følelige mangler i de litterære, de oversættelses- og receptionshistoriske aspekter af denne Brorson-studie.” OPPOSITION VED STEFFEN ARNDALS DISPUTATION OVER AFHANDLINGEN "DEN STORE HVIDE FLOK VI SEE ..." DEN 3. NOVEMBER 1989. OM UDFORSKNINGEN AF BRORSONS SALMER Af Bengt Algot Sørensen Bengt Algot Sørensen begynder sin opposition med at pege på Arndals gentagne brug af visse vendinger. Og så hedder det, at ”Mere betænkelig end den påfaldende forkærlighed for visse ord og vendinger, der gentages igen og igen, er det derimod, når hypotetiske antagelser gentages så ofte, at gentagelsen til sidst erstatter en egentlig argumentation. Så kan det ske, at hypotesen undervejs skifter status og fremtræder som en kendsgerning. Det synes at være tilfældet med den hyppigt fremdragne formel ’sjæl og sind’". Dette sker også i Arndals behandling af Nystoicismen. Herefter følger et afsnit med ”Kildekritiske overvejelser”, et afsnit om Brorsons "spontaneitet", om ”Oversættelsesproblematikken” og et afsnit om ”Billedsprog og anskuelighed”, hvor Sørensen fremlægger sin kritik. Oppositionen slutter med denne konklusion: ”Afsluttende er det mig magtpåliggende at understrege, at den her fremførte kritik ikke rokker ved min principielle opfattelse af den foreliggende afhandling som et i sjælden grad righoldigt, grundigt og lærd værk, der gør sin læser klogere, også dér hvor det ægger til modsigelse.”