Teologi og musik - salme og melodi

Hymnologiske Meddelelser · 2008 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Teologi og musik - salme og melodi

Ole Brinth begynder sin artikel ”Teologi og musik – salme og melodi ” i Hymnologiske Meddelelser 2008-4 med et afsnit om ”det tredje kunstværk”, som ”opstår som syntese mellem et første og et andet kunstværk, der ikke dermed gøres til intet eller går til grunde, men som forener sig til et tredje kunstværk.” Herved skabes det ”samlede hele, der vokser ud af en tekstlig flade og en musikalsk flade, der berører og beriger hinanden.” Brinth forsætter med afsnittene ”Om at synge” og ”Om at høre”. I afsnittet ”Tekst og melodi” henviser Brinth til Thomissøn, for hvem ”Guds Ord ikke tænkes uden ’’musica”. De to er således ikke bare forbundet - de er et hele.” I det følgende afsnit inddrager Brinth moderne ”teoretiske tanker om liturgi og klang, gudstjeneste og musik”, som de findes hos Rainer Volp i artiklen ”Die Kunst, Gott zu feiern” med ”den klare formulering, at enhver gudstjeneste går i klang.” Derfor må kirken huske”at klang kan skabe rum, der bygger op omkring Ordet og forkyndelsen og giver klangbund, men at klang også kan danne anti-rum, der ikke giver rammer og ikke sikrer nogen form for genklang eller resonans hverken fysisk eller mentalt hos den enkelte.” Brinth giver herefter nogle eksempler på, hvordan vi reagerer på nogle få indledningstoner til kendte melodier samt to eksempler på salmer med dobbeltmelodier: ”Her vil ties, her vil bies” med Berggreens melodi og Laubs samt ”Hil dig, frelser og forsoner” med både Laubs og Hoffmans melodier. Der er tydelige forskelle, men hvordan forskellene påvirker tilhøreren kan være svært at formulere i ord. Brinth mener da også, at valget af kun Laubmelodierne i forslaget til ny salmebog (1944) er teologisk begrundet (indflydelse fra Tidehverv). Herefter gennemgår Brinth melodierne til Hans Anker Jørgensens salmer, hvor Merete Wendler er den største bidragyder, men dertil kommer Bernhard Christensen, Lasse Lunderskov og Morten Nyord. Til slut glæder Brinth sig over den stigende forståelse af, at ”Teologien og musikken er ligefuldt begge del-fagligheder inden for hymnologien”. Dette viser sig også i, at der på ”Pastoralseminariet i Århus er taget initiativ til en ordning, hvor hymnologi og kirkemusik i vid udstrækning samlæses i respektfuld tværfaglighed.”

Læs artiklen (2008-4-151)