Thomissøns salmebok 450 år
En guide for nye lesere
Stig Wernø Holters artikel ”Thomissøns salmebok 450 år. En guide for nye lesere” i Hymnologiske Meddelelser 2019,3-4, begynder med en kort præsentation af Thomissøns salmebog. Herefter følger et længere afsnit om ”Redaktøren”, hvor Holter gennemgår Thomissøns liv og virke. De følgende afsnit handler om salmebogen: ”Boktrykkeren”, ”Faksimileutgaver”, ”Salmebokens forhistorie”, ”Salmebokens status”, ”Beskrivelse av salmeboken” og ”Salmerne”. I sidstnævnte afsnit findes bl.a. oversigt over de latinske, danske, tyske og svenske kilder, Thomissøn øser af til sin salmebog, med forfatterangivelse. I den forbindelse drøftes også, hvem de anonyme forfattere kan være. M.h.t. salmernes indhold skriver Holter, at de ”er først og fremst gjennomsyret av evangelisk-luthersk tologi. Det giennomgående mønsteret er menneskets synd mot Guds vilje (loven), Guds dom over synden, anger, tilgivelse for Kristi skyld (evangeliet) og det kristne liv.” Et særligt afsnit gælder ”Registrene” i salmebogen. Herefter går Holter over til ”Salmemelodierne” med mange eksempler. De sidste to afsnit handler om ”Senere utgaver av Thomissøns salmebok” og ”Arven etter Thomissøn”, hvor Holter bl.a. undersøger hvad Den Danske Salmebog (2002) og Norsk salmebok har fælles med Thomissøns salmebog, og hvor det viser sig, at Thomissøns salmebog har ”satt et markant strekere avtrykk i dansk kirkesang enn i norsk.” Artiklen er forsynet med fyldige noter og litteraturliste.
Læs artiklen (2019 - 3 - 106)