Tranen og kraniet

Erik A. Nielsen skriver i sin artikel ”Tranen og kraniet” i Hymnologiske Meddelelser 2013-3-4 om to eksempler fra Brorsons ikonografi. Det første er tranen, som findes i Brorsons våbenskjold, hvor den ”står på ét ben og løfter det andet, hvori den bærer en tung sten.” Dette har if. Nielsen været et et traditionsrigt og informativt tegn for samtidens lærde. Tanken er, at så længe tranen ikke taber stenen, så holder den nattevagt. Nielsen nævner, at den oprindeligt ’’hedenske” trane ”er specielt elsket af den jesuitiske bevægelse med dens militærlignende regime og stærke åndelige overvågning”. Men tranen forbindes også med ”den reformatoriske titel superintendent, der på sin side er en latinisering af det græske episcopos”, hvilket gør det nærliggende for biskoppen Brorson at vælge tranen. Det andet eksempel er ”det kranium, der så makabert prydede H.A. Brorsons spejl og som han hver morgen måtte konfrontere sin måske indbildske selvspejling med. Kraniet indgår i noget, man kunne kalde skelettets kradsbørstige pædagogik.” Kraniet indgår i den Vanitas-tematik, som kendes fra senrenæssance og baroktid og i Biblen findes i Prædikerens Bog. Nielsen slutter sin artikel således: ”Måske blev ikke alene Brorsons ansigt gengivet i det makabert gennemskuende blik, der stirrede ham i møde fra spejlet. Hans digtning er gennemlyst af samme røntgensyn. Men for den troende pietist er dette ikke kun et nådesløst afslørende blik. Over alt hos Brorson lyser et himmellys frem igennem smerten ved at tvinge sig til at gennemskue det jordiske.”