Vinter hos Brorson og Ingemann.

Hymnologiske Meddelelser · 2007 · Artikler fra Hymnologiske Meddelelser 1972-2020
Vinter hos Brorson og Ingemann.

Anne-Marie Petersen gennemgår i sin artikel ”Vinter hos Brorson og Ingemann ” i Hymnologiske Meddelelser 2007-2 henholdsvis Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies” og Ingemanns ”I sne står urt og busk i skjul”. Som baggrund for Brorsons salme peger hun på, at både ”hans far og siden hans stedfar var ortodokse lutherske præster, og i en del af Brorsons salmer skinner ind imellem - trods pietismen - barnelærdommen om den betingelsesløse nåde igennem.” Dertil kommer, at vi er i ”oplysningstiden, og for pietisten betyder oplysning primært lyset fra Gud selv, der trænger ind i hjertet, hvor det gennem omvendelsen gør, at pietisten kan se ’med hjertets øje’”. Herefter gennemgår hun salmen og dens baggrund i Højsangen. Ingemanns sang får en tilsvarende gennemgang med påpegning af, at Ingemann var ”romantiker, og i romantikken var det følelserne, der var i højsædet”. Og så er Ingemann overbevist om alles frelse. På dette punkt viser forskellen til Brorson sig klart: ”Frelsen er for Brorson ikke en selvfølge. Frelsen forudsætter troen, og for pietisten var troen noget, der - som tidligere nævnt - krævede en indsats fra den enkelte. For Brorson betyder inderlighed, at troen kan føles i hjertet, mens den for Ingemann er noget næsten selvfølgeligt. Ingemann vægter på romantisk vis det skønne meget stærkt (’’Hans skønhedsrige kommer!”), og måske rummer også hans forhold mellem det skønne og det sande en teologisk anfægtelse.” Og Anne-Marie Petersen slutter således: ”Brorsons salme og Ingemanns sang handler også om tålmodigheden. Den er bindeleddet mellem det antitetiske vinter- sommer-tema. Men Brorson kræver tålmodighed i form af handling. Nu, hvor håbet gennem troen er en realitet, skal klagerne indstilles og troen bringes videre til andre, indtil den endelige sommer kommer. Hos Ingemann kræves der kun venten på den sommer, fuglen lover, vil komme.”

Læs artiklen (2007-2-87)