Andreas Knöpken

Tekstforfatter
Læs biografien fra Anders Mallings 'Dansk Salmehistorie'

Nedertysk salmedigter. Født cirka 1468 i nærheden af Küstrin, Brandenburg, nu Kostrzyn nad Odra, Polen. Død i Riga 18. februar 1539.

Han var katolsk præst i Pommern og gik 1520 over til lutherdommen. Han flyttede til Riga og blev valgt til ærkediakon for Peterskirken (i dag Rigas Sveta Petera baznica). Her arbejdede han på reformationen, som blev gennemført i løbet af 1520’erne.

Han udgav 1529 en kommentar til Romerbrevet, som blev trykt i Wittenberg med forord af Philipp Melanchton. Sammen med Preussens reformator Johannes Brießmann udgav han en kortfattet gudstjenesteordning som fra 1533 blev gældende i hele Baltikum, der dengang endnu hørte under Den tyske Orden. Ordningen giver stor frihed til de enkelte menigheder. Den blev fulgt af en salmebog med fem af Knöpkens salmer i. Han beskæftigede sig også meget med skolevæsenet.

Andreas Knöpken fik betydning for Danmark med WAt kan vns kamen an vor noth (efter Sl 23), på dansk Huad kand oss komme til for nød, Hans Thomissøns salmebog 1569, endnu i Salmebogen (nr. 662), og Van allen minschen affgewant (efter Sl 25), som udgik af salmebøgerne 1953. Den danske titel var FRa mennisken haffuer ieg went min hw, Malmøsalmebogen 1533. Begge salmer fandtes i et tillæg til det fastelavnsspil om Den fortabte Søn, som Burkard Waldis, en munk, der var gået over til lutherdommen, udgav og fik opført i Riga 1527.