Britt Gerda Hallqvist

Tekstforfatter
Britt Gerda Hallqvist

Svensk salmedigter, født 14. februar 1914 i Umeå, død 20. marts 1997 i Lund. 

Skønlitterær forfatter og oversætter af bøger for både børn og voksne. 

Hun fravalgte sin konfirmation og studerede litteraturhistorie, filosofi og tysk ved Lunds universitet. Hendes mand forlod litteraturstudiet og blev teolog og præst, først i Allingsås, senere i Lund. Britt Hallqvist var lærer. Hendes forfatterskab var baseret på pædagogiske tanker, dels med hensyn til parrets egne børn, dels hendes elever. 1972-1975 tilbragte hun på Fanø sammen med sin mand, idet hun havde fået et forfatterstipendium. I 1968 var hun kommet ind i både salmebogs- og "kyrkohandboks"(alterbogs)komitéen. Begge komitéer nåede frem til en fornyelse i 1986. I den mellemliggende tid digtede hun adskillige salmer og "kyrkovisor", særligt for børn. Både hendes fortællinger og hendes salmer er præget af et åbent økumenisk kristendomssyn, som ikke knytter sig stærkt til nogen bestemt bekendelse.

 
Hendes mange bibelviser og salmer og blev i Den Svenska Psalmboken fra 1986 repræsenteret med 17 originale og 71 oversatte eller bearbejdede salmer. Af Finlands to samtidige salmebøger har Svensk Psalmbok 9 originale og 21 oversatte, Virsikirja én af hver. Norsk Salmebok 2013 har 16 originale og 1 oversat, den svenske katolske gudstjenestebog Cecilia fra 2013 har i alt 35 af hendes salmer. Den Danske Salmebog 2002 har den ikoniske treenighedssalme Måne og sol fra 1973, gendigtet af Holger Lissner 1978.