Hans Adolph Brorson
Dansk salmedigter. Født 20. juni 1694 i Randerup præstegård, Vestslesvig, nu Tønder Kommune. Død 3. juni 1764 i Ribe. Biskop over Ribe Stift.
Afbrød sine teologiske studier 1717. Huslærer hos sin morbror amtmand Nicolai Clausen på hertugslottet i Løgumkloster 1717-1721, hvorunder han blev omvendt til pietismen. 1721 tog han teologisk embedseksamen og blev året efter sognepræst i Randerup efter sin stedfars død og i kraft af morbroderens patronatsret, 1729 skaffede Tønders provst Johann Hermann Schrader ham stilling som dansk og tredje præst ved Kristkirken i Tønder og bedehuset i Emmerske . 1739 blev han stiftsprovst (domprovst) i Ribe efter sin bror Broder Brorson. 1741 blev han biskop.
Brorson blev inspireret af Schraders Vollständiges Gesang-Buch, udgivet i Tønder 1731. Den indeholdt mange af den tyske pietismes sange og salmer. Brorson oversatte mange af dem og digtede selv salmer til. Han udgav dem emnevis i hæfter, begyndende med et hæfte med julesalmer 1732. Fra 1732 til 1735 udgav han 12 hæfter med salmer, der alle kunne "fås til købs hos Hans Christian Kisbye i Tønder", først om kirkeåret, siden om kristenlivet. Det lange forberedelsesarbejde til den samlede udgave i Troens rare Klenodie 1739 løb parallelt med, at hans ven Erik Pontoppidan arbejdede med at færdiggøre Den Nye Psalme-Bog, af forståelige grunde kaldet Pontoppidans salmebog, der udkom i 1740. De korresponderede om tekstændringer, men endte dog hver sit sted med de mange Brorson-salmer, Pontoppidan optog.
Brorsons digtning var en del af et nybrud i slesvigsk salmesang. Bruddet var dels pietistisk, dels sprogligt. Indtil sognepræsten i Varnæs, Bertel Christan Ægidius, i 1717 havde udgivet sin En Nye Psalme-Bog, havde al slesvigsk kirkesang været på tysk, hvis den ikke iflg. Kirkeordinansen 1537 skulle være på latin. Nu kom der danske salmer. Ægidius havde ganske vist, som Brorson senere, tænkt sig salmerne sunget i bedehuset eller hjemme, men de fandt snart vej til kirkernes gudstjeneste. Med Ægidius var den dansk-slesvigske salmetradition en kendsgerning. Brorsons store, lyrisk perfekte og teologisk gedigne salmeproduktion betød et syvmileskridt fremad, både for pietismen og for dansk kirkesprog.
Dette skyldtes delvis, at Pontoppidans salmebog fik stor betydning i det dansktalende Slesvig, mens det var så som så med udbredelsen i kongeriget. Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer (kaldet Guldbergs salmebog) 1778 optog adskillige Brorson-salmer, men kun fra Pontoppidan, og gjorde dem til sungne liturgiske led mod digterens intentioner.
Guldbergs salmebog gjorde Brorsons salmer spiselige for rationalistiske kirkegængere, de få salmer, der blev optaget i Evangelisk-kristelig Psalmebog 1798 blev omdigtet til ukendelighed. Det var 1800-tallets salmedigtning, og Troens rare Klenodie, der stadig blev genoptrykt, der skabte Brorsons renæssance, som bl.a. kom til udtryk i "Brorsons Salmebog". Dertil kommer, at Brorson var stærkt og uforandret repræsenteret i den dansk-slesvigske salmebogstradition gennem hele perioden.
I 1800-tallet fik man også øje for hans sidste digte, udgivet posthumt af børnene 1765 med titlen Svane-Sang. Rationalismen havde på det tidspunkt overtaget åndslivet, og interessen for denne samling var til at overse.
Brorson er en af dansk salmedigtnings betydeligste personligheder og digtere og ikke mindst hovedværket Troens Rare Klenodie har fået varig betydning for dansk salmesang helt frem til i dag. Brorsons julesalmer er for mange en umistelig del af den danske salmeskat, ligesom en salme som Op al den ting som Gud har gjort stadig vil være kendt af de fleste danskere. Den inderlige stemme i salmerne, hvor omvendelse, bod, forbedring og personlig tilegnelse af troen spiller en afgørende rolle, har inspireret en række senere salmedigtere, og billeddannelsen i salmerne er særegen i dansk salmetradition.
Portræt: Kobberstik brugt i de ældste udgaver af Troens rare Klenodie. Ukendt kunstner.