J.A. Freylinghausen

Tekstforfatter
J.A. Freylinghausen
Læs biografien fra Anders Mallings 'Dansk Salmehistorie'

Johann Anastasius Freylinghausen. Tysk salmedigter og salmekomponist, født 2. december 1670 i Gandersheim, Niedersachsen, død 12. februar 1739 i Halle/Saale (Sachsen-Anhalt). Teolog og hovedkraft bag den pietistiske sang i Halle.

Efter en tid som huslærer i Erfurt blev han 1695 i Halle August Hermann Franckes hjælper i opbygningen af Vajsenhuset, en helt ny pædagogisk idé, hvor man optog forældreløse børn fra gaden og lod dem bo, blive opdraget og undervist efter nye principper med sansning, anskuelse og morgensamling med glade åndelige sange, indtil de kunne forlade stedet med en solid håndværksmæssig eller akademisk uddannelse. 

Freylinghausen kom til at stå for sangen, hvorfor hans hovedværker er Geist-Reiches Gesang-Buch 1704 og Neues Geist-Reiches Gesang-Buch 1714. Den Geist, der er tale om, er Helligånden, som disse glade sange er inspireret af og fyldt med. Der var både ældre og nydigtede åndelige sange og salmer.

Da Tønders sognepræst og provst Johann Hermann Schrader 1731 udgav Vollständiges Gesang-Buch, in einer Sammlung Alter und Neuer Geistreichen Lieder … , var mange af salmerne hentet i Freylinghausens bøger. H.A. Brorson bistod Schrader med udgivelsen og blev dermed inspireret til at gengive Freylinghausens tekster på dansk.

Freylinghausen overtog ledelsen af De Franckeske Institutioner i Halle ved Franckes død 8. juni 1727, og bestred desuden embedet som sognepræst ved byens Sankt Ulrich-kirke.

Portræt: Kobberstik 1733 af Georg Paul Busch efter malet portræt af Johann Anton Rüdiger