James Allen
Engelsk salmedigter, født 24. juni 1734 på godset Gayle nær Hawes, North Yorkshire, England, død sammesteds 31. oktober 1804.
Forlod teologistudiet i Cambridge 1752 for at følge brødremenighedspræsten Benjamin Ingham (1712-72) og virkede som præst i samme kirke, men tilsluttede sig senere skotten Robert Sandeman (1718-71), der arbejdede for sin svigerfar John Glas' vækkelseskirke. Allen etablerede "sandemanske" menigheder i England og Wales og byggede forsamlingssal på sit gods Gayle, hvor han selv virkede som præst.
I 1757 udgav han sammen med Christopher Batty (1715-97) den såkaldte "Kendal Hymn Book", A Collection of Hymns for the Use of Those that Seek, and Those that have Redemption in the Blood of Christ, udgivet i Kendal. Heri står de af hans salmer, der fik betydning.
Salmebogens nr. 446, N.F.S. Grundtvigs dåbssalme O, lad din Ånd nu med os være (1837), hviler på hans Thou, Lord, delights thy saints to own, som dog blev bearbejdet, først af prædikanten Thomas Beck (1755-1844) i 1782 til Thou, Lord, art pleased Thy saints to own, siden af frikirkepræsten Edward Bickersteth (1786-1850) i Christian Psalmody (1833) til Jesus we lift our souls to Thee. Denne form var iflg. Grundtvigs egne notater hans forlæg.