Morten Børup

Rektor for Aarhus Katedralskole og domkirkekantor. Født cirka 1446, måske på Borupgård (?) i Alslev Sogn, Skanderborg Kommune. Død 30. maj 1526 i Aarhus. Blev elev på Aarhus Katedralskole som 27-årig, hurtigt student, derefter magister fra det nye Københavns Universitet. Studier i Köln 1487 gjorde ham til doktor, vistnok juridisk. Tilbage til Aarhus Katedralskole som 45-årig. Rektor efter eget valg. Skolen blev snart og var i årtier den mest ansete i Danmark. Senere tillige kantor ved domkirken og derfor en af prælaterne. Morten Børup var uddannet skolastisk, men var med sine mindre kendte rim om domkirkebyerne meget tæt på renæssancens bibelhumanistiske synspunkter, som hos Poul Helgesen (1485-1534): katolsk radikal kritik af den katolske kirke. Skrev latinske skuespil til peblingenes majfest og især den allerede i hans tid vidt berømte og (helt i Sverige) meget brugte majvise Carmen vernale med begyndelsen In vernalis temporis, flere gange oversat til dansk, nu også optaget i Den Danske Salmebog 2002 og Højskolesangbogen som Frydeligt med jubelkor. Melodien er desuden Aarhus Katedralskoles officielle melodi og den melodi, der spilles fra byens rådshustårn hver dag kl. 12.
Fortællinger om hans forskrækkede flugt for slotsfogdens stokkeslag og hans pædagogik uden prygl skyldes den første, der beskrev hans liv, Erasmus Lætus, Rasmus Glad, 1526-82, en meget lærd mand, men lidt af en fantast. Greb, ferle og ris var Morten Børups insignier (bondefødt, lærd underviser) og de var indhugget i hans gravplade, der forsvandt omkring 1800, ligeledes indridset i en kirkestol på Tunø, som var hans præbende. Det nuværende monument ved domkirkens østende er rejst 1882.
Illustration:
Morten Børups ligsten gengivet efter E.G.Tauber: Historia scholæ Cathedralis Arhusiensis.1817. Her efter http://www.skanderborgleksikon.dk/index.php/Fil:Ligsten.jpg