Petter Dass

Tekstforfatter
Petter Dass
Læs biografien fra Anders Mallings 'Dansk Salmehistorie'

Norsk salmedigter, født 1647 på Herøy i Alstahaug sogn, Nordland fylke, død 17. august 1707 i Alstahaug. Sognepræst i Alstahaug. Efternavnet skyldes hans skotske far Peter Dundas, der 1635 slog sig ned som købmand og opkøbte fisk i Nordland.

1669 blev Petter Dass teologisk kandidat fra Københavns universitet, senere huslærer i Vefsn, Nordland fylke. 1672 blev han huskapellan og dermed hjælpepræst hos præsten i kapellaniet Nesna under  Alstahaug sogn. 1681 blev han præst ved kapellaniet i Nesna. 1689 efterfulgte han sognepræsten i Alstahaug sogn. Petter Dass led i sine syv sidste år af stensmerter, og søgte 1700 om at få sin søn Anders Dass indsat som kapellan, hvilket skete, da han var blevet ordineret 1704. 

Petter Dass' store poetiske produktion var hovedsagelig til menighedens oplysning og opbyggelse. De mange og lange vers er fulde af viden om naturen, fiskernes og bøndernes liv, humor og alvor. Dog blev de gennemgående først udgivet efter hans død, således D. Mort: Luthers Lille Catechismus, Forfatted I beqvemme Sange, under føyelige Melodier 1714, Episteler og Evangelier Sangviis, Forfattet udi beqvemme Melodier 1722, Trende Bibelske Bøger, Nemlig: Ruth, Esther, og Judiths 1723, Nordlands Trompet  eller Beskrivelse over Nordlands Amt 1739.

Af de tre salmer, der står i Den Danske Salmebog 2002, stammer de to fra katekismussangene, nemlig Herre Gud! Dit dyre navn og ære (Fadervor, Helliget vorde dit Navn) og Dit minde skal, o Jesus, stå (det sidste af 34 vers om Nadveren). Om alle mine lemmer er et lejlighedsdigt i anledning af sønnen Anders' indsættelse 1704. Herre Gud! Dit dyre navn og ære  blev fundet af stiftsprovst Gustav Jensen og bragt i Menighedsblad for Kristiania nr. 3 1909, derfra vandrede den ind i norske og danske salmebøger (DDS 1953). Dit minde skal, o Jesus, stå stammer fra M.B. Landstads udvalg til sit samebogsudkast 1861. Den indvandrede til Danmark med tillægget til Psalmebog for Kirke og Hjem 1913, og gik via flere forslag videre til Den Danske Salmebog 1953. Om alle mine lemmer blev som et yderst behersket udvalg af den oprindelige mængde af vers optaget i Hjemlandstoner 1895 og gik derfra sin sejrsgang gennem både indremissionske og grundtvigske sangbøger, så den var selvskrevet til Den Danske Salmebog 1953.