Dagen blir så kort ved Allehelgen
- Dagen blir så kort ved Allehelgen træet mister snart sit sidste løv, kulden kommer, også vi må fryse, når vort liv blir aske, tab og støv.
- Natten er så lang ved Allehelgen, uret går, men tiden går i stå, fanget af en skyggedans af minder, den, vi elsker, kan vi ikke nå.
- Døden kommer nær ved Allehelgen, river alle blomsterne itu, og vi mærker den i vore lemmer. Men hvor er du, Jesus, hvor er du?
- Lad os se dig komme gennem natten! Over dybe vande går din vej. Du må trøste alle os, der savner, kalde alle sørgende til dig.
- Du har prøvet vejen gennem mørket, udholdt kærlighedens strenge bud, du har vist, at vi, der mister livet, kan i tro få det igen af Gud.
- Du kan ikke tage savnet fra os, men lad vores smerte brænde ud, så at glæden lyser gennem sorgen, så at sangen løfter sig til Gud.
- Da er vi i kærlighed forenet, vi er bænket ved det samme bord, og i Ånden kan vi synge sammen i din kirkes Allehelgenskor. -
- Håbet liver op ved Allehelgen, asketræets grene sætter knop, evighedens morgensange klinger, Kristus lever, mørket lyser op.
Holger Lissner, 2006 2009 2013
Melodi: Erik Kobbelgaard