Der er en kærlighed så stor i verden
- Der er en kærlighed så stor i verden at alle i dens favntag bliver små, den lyser morgenrødens håb om smerten og bærer når vi ikke selv kan gå; den taler her med livets milde stemme: ”Kom ind til mig. Her er I alle hjemme”
- Her deler vi en længsel med hinanden her drikker vi af kærlighedens trods, omkring os lyder livets sagte vanden af evighedens blomst i hver af os; Gud, lad os huske på den dybe glæde der også strømmer der, hvor vi må græde
- Der er en tid på jorden til at give og være stærk og passe modigt på; men underligst, ufatteligst i live det er vi, når vi lever af at få. Vi ber dig om, at der hvor vi er svage kan livet stadig vende nyt tilbage
- Og vandrer vi i uvishedens dale, et endeløst og ensomt ødeland, så kom til os som kærlig indre tale og led os hen til håbets stille vand; bevar os, Gud, og giv os mod til livet så skrøbeligt og evigt det er givet
- Så vær du, Gud, en kraft i os, der strømmer og lys den vej, vi ikke selv kan se gå med os i det vildeste, vi drømmer og lov os at det smukkeste kan ske: Et liv kan leves lige til det sidste, for kærligheden skal vi aldrig miste
Iben Krogsdal, 2022/2026
Melodi: Erik Sommer